Med en dansk titel som Kilimanjaros sne kan man forledes til at tro, at denne franske film af Robert Guédigian handler om en ekspedition til Afrikas højeste bjerg, men sådan forholder det sig ikke. Man bør nok finde et andet sted end biografen at drømme om hvide tinder og lugtende vandrestøvler, for titlen henviser til et fransk storhit fra 60’erne, om at finde en kold død under et hvidt tæppe på Kilimanjaro. Så i stedet for at beskæftige sig med bestigningen af et bjerg, handler Kilimanjaros sne om at overleve i et samfund med nye normer og regler. Derfor sætter filmen ud med at vise den garvede fagforeningsmanden Michel, der trækker sit eget navn op ad en kasse, og dermed proklamerer sin fyring sammen med 19 af sine kollegaer. Scenen er sat, en livslang arbejder uden arbejde. Han mister hurtigt gnisten, for det er fint at ofre sig, mens man er noget, men nu er Michel intet, og selv den ekstra tid med børnebørnene giver ikke den mening med livet, som før var så tydelig.

Et langt stykke hen ad vejen tror man, at det er Michel, der er hovedpersonen i denne samfundskritiske fortælling, men andre personer i omgangskredsen får mere plads, efterhånden som filmen skrider frem. Hans kone Marie-Claire får langsomt sneget sig ind som en kompleks og dermed interessant figur. Hun er sådan set tilfreds med sit liv, og fortryder ikke at hun ikke fik mulighed for at udleve sin drøm om at blive sygeplejerske. Da filmen tager en uventet drejning, sættes tingene for alvor i perspektiv, for hvor forfærdeligt er det at miste sit job, når man alligevel kan gå på efterløn, hæve sin gode fratrædelsesgodtgørrelse, og stadig har sine venner og families støtte? En ny karakter, der intet har, ud over et kæmpe ansvar og en vilje til at gøre, hvad der skal til, og næsten uden skrupler, sætter en helt ny handling i gang.

Filmens præmis er interessant og fremprovokerer nogle moralske overvejelser. Det er en film, der handler om solidaritet og arbejdere. Nogle gange på en lidt for ligefrem måde, socialistiske tænkere bliver nævnt og citeret lige rigeligt, og gør at man stopper op, og bliver mindet om, at det er et stykke konstrueret virkelighed man sidder overfor. Andre gange lader man sig velvilligt opsluge af den vindblæste charme i den franske havneby Marseilles.

Karaktererne er langt hen ad vejen sympatiske, og man kan sætte sig ind i deres situation, til tider bliver de dog lige lovlig karikerede og tager den alt for oplagte vej, med blandt andet bekymrede børn og onde politimænd. Man tilgiver dog filmen disse fejltrin, da den er bevægende og tankevækkende. Man får lyst til at være gæst ved middagsbordet, og tage på bar med Marie-Claire, får lyst til at tro på, at der er lys for enden af tunnelen.

Alt i alt, er det en fin lille film om klassekamp i dagens Frankrig, en problematik der heldigvis kun i mindre grad kendes i vores lille andedam, men som ikke desto mindre er relevant. Om Kilimanjaro bliver besteget eller ej, vil jeg lade den nysgerrige filmgænger selv finde ud af. Det er i hvert fald en film, der viser, at selvom man mister meget, er der ingen grund til at lægge sig under Kilimanjaros hvide tæppe og vente på døden.

Af Ditte Evald