Den garvede instruktør er tilbage i biografen med karrierens første western. Til trods for en oplagt mulighed for at fortælle den sande historie om mordene på det olierige Osage-folk fra deres perspektiv, så fordrejes den virkelige historie til endnu et Scorsese tidsbillede om vold, forbrydelse og straf, der centrerer den voldelige hvide mands perspektiv.

’Killers of the Flower Moon’ viser forfølgelsen, mordforsøgene og de utallige myrdede medlemmer af det oprindelige Osage-folk i 1920’ernes Osage County, Oklahoma. Historien fortælles dog ikke fra deres eget perspektiv, men via de morderiske hvide mænd og dermed mister man muligheden for at forstå den psykologiske pris, denne rædsel kostede de overlevende.

A(nother) Martin Scorsese Picture

Scorsese er ikke fremmed for film baseret på virkelige historiske figurer og hændelser, ’Raging Bull’ (1980), ’GoodFellas’ (1990), ’Casino’ (1995), ’Gangs of New York’ (2002), ’The Aviator’ (2004), ’The Wolf of Wall Street’ (2013) og ’The Irishman’ (2019), centrerer alle afstumpede hvide mænd i hovedroller, spillet af Robert De Niro eller Leonardo DiCaprio, der begår utallige forbrydelser fra småtyverier og storsvindel til overfald og mord i deres jagt på succes, status og rigdom i de seneste tre århundredes amerikansk historie.

Når en instruktør har lavet 26 spillefilm, så er det ret nemt at finde ud af hvilke temaer, der optager personen bag kameraet og denne instruktør vender endnu en gang tilbage til voldsparate, pengegriske karakterer, der er baseret på virkelige forbrydere. Det er åbenlyst dem, han forstår og er drevede til lave film om. Men dette er ikke Scorseses gængse New York-miljø, det er et reservat i Osage County i Oklahoma, så hvorfor er det stadig de forbryderiske hvide mænd, der indtager filmens bærende perspektiv?

Blomstermåneformørkelse

I den første Scorsese film, hvor De Niro og DiCaprio deler skærmen, er det Lily Gladstone, der stjæler rampelyset med en fantastisk skuespilpræstation i rollen som den kvindelige hovedrolle Mollie Burkhart. Gladstone fik sit gennembrud i ’Certain Women’ (2016), hvor hun overstrålede Laura Dern, Michelle Williams og Kristen Stewart. Hun gentager bedriften her, selvom hun får meget mindre at arbejde med end de to mandlige hovedroller. Hendes præstation kan bedst beskrives, som værende fuld af værdighed og besiddende en glødende intelligens samt dyb mistillid bag trætte øjne, der gradvis oplever mere og mere sønderrivende smerte. Dette burde have været Mollies film fra start til slut.

’Killers of the Flower Moon’ føles som en film, der er i konflikt med sig selv. I modsætning til samtlige af instruktørens biopics om organiseret kriminalitet, så indgår ofrene på meningsfuld vis. Scorsese virker dog ikke til at vide hvad han skal stille op med dem eller til at forstå både kollektivets og individets smerte. Filmen forsøger at jonglere forbrydernes, ofrenes og FBI’s perspektiver på handlingsforløbet og ender med at placere ofrene på sidelinjen til fordel for at vise de strafbare konsekvenser for forbryderne.

Scorsese er en af filmhistoriens bedste instruktører til at placere publikum i en protagonists perspektiv. Tænk på hvordan man ser miljøet gennem øjnene på Travis Bickle i ’Taxi Driver’, Jake LaMotta i ’Raging Bull’ og Henry Hill i ’GoodFellas’. Men ak, Mollie Burkhart var en kvinde, hun var et offer i stedet for en voldelig forbryder og hun var af anden afstamning end hvid, så Scorsese virker ikke til at kunne eller ville identificere sig med hende, selvom hun åbenlyst er den bærende figur og den mest interessante karakter.

En af filmens største svagheder, er at man aldrig forstår, hvorfor Mollie gifter sig med DiCaprios Ernest Burkhart. Efter alt at dømme er hun en meget velhavende og intelligent Osage-kvinde, der vælger at gifte sig med en fattig hvid mand uden nogen synlig charme. Dette er selvfølgelig baseret på et historisk ægtepar, men der er overhovedet ingen troværdighed i hvordan eller hvornår, hun blev overbevist om, at han var andet end den prærieulv, hun kalder ham en af de første gange, de mødes. Der er meget få, hvis nogen scener, hvor Mollie enten ikke taler om Ernest, eller hvor han ikke er en del af scenen. Hun får sjældent lov til at være alene og kontemplativ. Det hjælper ikke at skuespillernes kemi er ikkeeksisterende, og at Gladstone blæser DiCaprio omkuld, da han ikke tilføjer meget andet med sin tilstedeværelse end nedadvendte hængende mundvige og et falsk gebis.

Scorseses morads

Scorsese har altid haft et skævt moralsk kompas. Hans film centrerer virkelige voldsmænd frem for deres ofre. Igen og igen vender han tilbage til det samme tema af forfærdelige mennesker, der gør forfærdelige ting, og beder os om at sætte os i deres sted. Han viser tilegnelsen af magt og hovedpersonernes nydelse ved deres livsstil, og han viser deres fald fra tinderne uden eksplicit at dømme dem. Han har aldrig været interesseret i at vise konsekvenserne af de kriminelle karakterers handlinger på de mennesker de udnytter, undertrykker og myrder, kun konsekvenserne for protagonisterne selv, når ordensmagten får ram på dem.

Som filmisk håndværk er ’Killers of the Flower Moon’ utrolig vellykket. Fotograferingen, kostumerne, scenografien og musikken er en fryd for sanserne. Der er utallige stærke sekvenser, især infernoet fra en brændende mark er mesterligt filmet. Det er en film, der virkelig lykkes med at være dybt ubehagelig at sidde igennem. Miljøskildringen er fuldt ud overbevisende, detaljeret og føles levende, og det er en rørende oplevelse at se noget så sjældent som et omfattende ensemble af skuespillere fra Amerikas oprindelige folkeslag på det store lærred.

Man sukker dog efter en mere præcis film med et tydeligere perspektiv. Den føles unødvendig lang og ubeslutsom, inkluderer alt og klipper intet ud. Materialet kunne have været interessant i en anden instruktørs hænder, en der forstod inderligt, hvordan det føles at være jagede af ulve, snarere end en der forstår ulvene. Skurkene er desuden så åbenlyse fra startskuddet, at der heller ikke er nogen spænding om hvem, der mon står bag mordene.

Det hele ender med at være en frustrerende filmoplevelse, fordi den har alle elementerne for at være et mesterværk, hvis ikke for nogle tonedøve valg i synspunkt, struktur og basal kill-your-darlings klipning. Scorsese beviser endnu en gang at han er en gudsbenådet teknisk filminstruktør, der samtidig kun evner at filmatisere historiske begivenheder fra en voldelig hvid mands perspektiv. Dette var en gylden mulighed for at gøre noget anderledes, for at give en af sin karrieres største film et nyt og frisk blik på nyere amerikansk historie, men det ender med at føles som mere af det samme.