Killing Them Softly er en filmisk meget flot refleksion over finanskrisen, hvor Wall Street er byttet ud med gangsterunivers og Mont Blanc-kuglepennen med et oversavet jagtgevær. Problemet er bare, at filmen aldrig formår at komme rigtig i gang og derfor bliver noget så kedeligt som kedelig.

Johnny Amato (Vincent Curatola) er ude efter penge, men han vil gerne slippe for både en politiefterforskning og blod på hænderne. De lette og sporløse penge planlægger han at få fingrene i ved at røve en hasardspillebule, hvor de lokale gangstere spiller med deres sorte penge. Dette nummer er Markie Trattman (Ray Liotta), som arrangerer spilleaftenerne, allerede lykkedes med en gang, og det er netop det, der gør Amatos plan helstøbt; gangsterne vil blot tro, at det er Trattman, der endnu engang har snydt dem, og derfor kan Amato og hans to håndlangere gå fri, mens Trattman bliver dræbt. Det er i hvert fald planen, indtil Jackie Cogan (Brad Pitt) bliver hyret til at udpege og dræbe de ansvarlige. Det viser sig nemlig, at Cogan ikke er så let at snyde, og så er planen måske ikke så skudsikker endda.

Killing Them Softly er en meget smuk film. Den læner sig op ad noir-traditionen med sine kolde og dunkle scenerier. Filmen bygges op på en kontrast mellem det grimme og det smukke, og det er yderst effektivt. I det grå landskab er husene faldefærdige, karaktererne er beskidte – også i konkret forstand, og der er ikke noget fancy glimmer-Las Vegas over spillebulen. Det æstetisk elegante dukker kun frem, når det drejer sig om ellers uskøn vold. Sjældent har en omgang tæv og et pistolskud gennem en bilrude set så smukt ud.

Killing Them Softly er egentligt ikke en særlig lang film med sine 97 minutter, men det føles sådan, og med det store virvar af karakterer, der præsenteres, er det svært at finde nogen, som man kan identificere sig med. Skuespillerne gør det ellers godt. Brad Pitt er en super gangster, og James Gandolfini fra The Sopranos er i sit vante leje, og han gør det godt som lejemorder i skilsmissekrise.

Filmen forsøger sig til tider også med comic relief i form af den dumme håndlanger Russell (Ben Mendelsohn), der til hverdag kidnapper racehunde for at understøtte sit narkomisbrug, men det kommer aldrig rigtig til at fungere.

Handlingen i Killing Them Softly udspilles under det amerikanske præsidentvalg i 2008, og derfor sniger Barack Obama og John McCains paroler sig hele tiden ind gennem diverse tv-apparater og bilradioer. De to præsidentkandidater taler om svære økonomiske tider og opfordrer amerikanerne til at stå sammen, men det har lejemorderen Cogan ikke meget til overs for; som han siger: ”America is not a country, it’s just a business”. Den allestedsnærværende finanskrise får filmen til at kamme over. Det bliver søgt, når instruktør og manuskriptforfatter, Andrew Dominik, konstant insisterer på at stoppe finanskrisen ned i halsen på tilskueren. Han har selv udtalt, at han mener, at filmen kan ses som et mikrokosmos for den store fortælling om USA i krise. Spørgsmålet er om filmen efterlader plads til, at den overhovedet kan ses som andet end det.

Killing Them Softly er en flot og rå film, der viser mennesket, når det er mest grådigt og kynisk, men den bliver aldrig helstøbt og gangsterdramaet fungerer ikke optimalt som et billede på finanskrisen. Med så mange gode kort på hånden burde denne film være blevet bedre, men den mangler sammenhæng og spænding, og det er aldrig tilfredsstillende, når en gangsterfilm er kedelig.