Hvad gør man, når kongen befaler? Hvis man spiller tennis og hedder Williams til efternavn, så smiler, griner og adlyder man. Det er i hvert fald det indtryk, vi får af søstrene i denne velspillede, men lidt for polerede skæbnefortælling om de to søstre og deres far.

Søstrene Williams er levende legender inden for tennissporten. ’King Richard’ er den Reinaldo Marcus Green-instruerede fortælling om søstrenes rejse fra tennisbanerne i Compton, Los Angeles i deres spæde teenageår til starten af deres professionelle karrierer – alt sammen dirigeret af farmand på sidelinjen. 

Som titlen indikerer, centrerer filmen sig om den egenrådige Richard Williams (Will Smith), der koste hvad det vil kæmper for at få sine to døtre, Serena og Venus (Demi Singleton og Saniyya Sidney), til tops i en sport så hvid som stregerne på banen – tennis. Filmens problem er bare, at det ikke koster dem noget undervejs.

Hvad fatter gør, det er altid det rigtige

Richard er ikke bare far og træner, men enevældig hersker i Williams-riget. Han styrer familien med en kærlig, men hård hånd og har en nøje tilrettelagt plan for hver af sine fem døtre, særligt familiens to tennistalenter, Serena og Venus. 

I farens succesfabrik går hårdt arbejde og humor hånd i hånd – og alle familiens medlemmer er tilsyneladende med på fars plan – og når han spørger, om de kan tænke selv, svarer de pligtopfyldende ja.

Man skulle tro, at konkurrencen søstrene imellem og farens fanatiske facon kridtede banen op til en intens omgang familiekonflikt. Men nej, stemningen er høj og harmonisk i familien Williams. Pigerne støtter hinanden, nikker i enighed med farens forudsigelser og udfordrer sjældent hans skrappe krav – og skulle der endelig opstå en konflikt, bliver den som regel løst i den efterfølgende scene. 

Hjertevarmt alt sammen, men også temmelig udramatisk. Man savner noget reel modstand i denne underdog-familie. Til gengæld formår Richards selvhøjtidelige personlighed at skabe flere gode grin undervejs, som når han for eksempel irettesætter Venus’ nye træner, fordi han som amatørtræner selvfølgelig ved bedst.

Racespørgsmålet spøger i kulissen

Fra det fattige boligkvarter i Los Angeles til Floridas solbeskinnede tennisbaner spøger racespørgsmålet hele tiden i kulissen. Uanset om det er lokale bandemedlemmer, som gør livet surt for Richard og hans døtre på tennisbanen i ghettoen, en sportsagent, der ytrer sig racistisk til et forretningsmøde eller optagelserne af politibetjente, som tæsker Rodney King, i tv’et, så fungerer racespørgsmålet som en ramme for fortællingen. 

Desværre forbliver spørgsmålene kulisser – påklistrede og flade – som for at skabe en illusion om egentlig modstand i en film, der i den grad savner spænding.

Feel-good familiefilm uden kant

I en film om to talentfulde underdogs, der med en egenrådig far og mod alle odds går på jagt efter verdensherredømmet i tennis, er der forbavsende lidt på spil. De to søstres evner på banen og familien Williams ihærdighed er beundringsværdig, og man føler sig godt tilpas i familiens selskab – men det ligner mere et glansbillede af en familie end indholdet til en spillefilm på 138 minutter. Det er jævn underholdning hele vejen igennem – hverken mere eller mindre.