Matthew Vaughan fortsætter sin morbide humor med ’Kingsman’ der byder på gammeldaws spionfilm med en meget moderne vinkel.
Der er ikke så meget nyt at sige om en film som ’Kingsman: The Secret Service’. Det er en film, der lever op til nogle standarddogmer fra eventyrfilm, hvori en ung knægt uden far og en stensikker fremtid på bissen får tilbudt chancen om en ny start, hvor han jævnligt vil blive bedt om at redde verden. Hvorfra er det dog vi kender den trummerum? I ’Kingsman’ er den kendte saga pakket ind i et stiliseret gentleman-spiondrama, hvor agenterne går i skræddersyede jakkesæt, kraftige hornbriller og bærer paraplyer og fyldepenne, som ikke blot opfylder deres primære funktion, men fungerer à la 70’er 007 dødbringende dimser.
Den unge knægt Eggsy (Taron Egerton) går igennem et intensivt træningsprogram i sine bestræbelser på at blive den næste Kingsman. Alt imens prøver Eggsys mentor Harry/Sir Galahad (Colin Firth) at udrede en ulmende sammensværgelse, der har set flere kendisser forsvinde. Sporene peger i retning af den læspende it-milliardær og klimaforkæmper Richmond Valentine (Samuel L. Jackson), som i klassisk spionskurke-stil har lagt en ond plan, der skal redde verden fra dens sikre undergang. Snart må ’The Kingsmen’ arbejde på højtryk for at stoppe Valentines onde planer.
Voldsporno?
Der er som sagt ikke noget nyt ved ’Kingsman: The Secret Service’, som bygger på gammeldags spionfilmsstruktur, det er til gengæld udførelsen af denne, der gør ’Kingsman’ mere end bare mildt seværdig. Instruktør Matthew Vaughan, med ’Kick Ass’ og ’Stardust’ på cv’et, har ført sin morbide humor med over i sit spionunivers, som byder på en ordentlig omgang grotesk vold. En virkelig stor omgang grotesk vold. Hvor volden i mange stunder er det, der skal fremkalde latterbrøl, bliver den også nogle gange så grafisk og personlig, at man til tider spørger sig selv, om den i virkeligheden er lidt smagløs. Eksempelvis når Sir Galahad (Firth) går amok i en homo-hader-kirke i Kentucky; en meget lang scene hvor den umiddelbare reaktion af latter går over i undren og til sidst ender i en eller anden grad af væmmelse.
Denne meget voldsomme vold bliver dog på komiske vis kontrasteret af skurken Valentines aversion mod vold (han nærmest skriger når han ser blod), som han dog samtidig opildner hos andre. På denne måde bliver volden brugt som et komisk redskab, men også på eftertænksom vis spinder den satire på forholdet imellem den romantiske agent og den onde megaloman.
Come come Mr. Bond…
Hvis man ikke er så meget til en gang ’ultra violence’ på film, kan det være, at man skal overveje at melde pas på ’Kingsman’, der til gengæld har mange andre ting at byde på. Den rammer fint ned og latterliggør vores statslige såvel som kulturelle institutioner og kendis-kultur, hvilket giver flere fornøjelige stunder i selskab med ’Kingsman’. Og så er filmen den bedste cadeau til 70’er Roger Moore-Bond man kunne tænke sig, i en let spiselig indpakning, dog ikke uden et par sure opstød undervejs – men det er efter min mening en del af intentionen.