Til trods for et spændende historisk oplæg og et par rigtig gode skuespilpræstationer bliver ’Klanen’ aldrig til en medrivende film. Jeg forstod simpelthen ikke karaktererne.

’Klanen’ fortæller historien om den argentinske Puccino-familie, som i 1980’erne kidnappede og myrdede mindst tre mennesker. Det var organiseret kriminalitet, og hvis man skal tro filmen, var der både statsinstitutioner og en række gangstere med i arbejdet. Her er lagt op til en gangsterfilm, som ikke kun handler om hvordan kriminaliteten foregår og fejler. Det her er en hel familie, som har levet et almindeligt familieliv med pæn villa i et pænt kvarter men af og til med et menneske i kælderen.

Familien
Filmens absolut bedste scene viser dette til fulde. Faren, som er lederen for det kriminelle foretagende, får hældt ris og kylling op på en tallerken af moren. De hyggesnakker lidt, og han siger, hun skal hælde en ordentlig portion op. Faren fortsætter med tallerkenen ind i stuen og fortæller dem, der sidder der, at det er spisetid. Han kigger ind på datterens værelse, siger hun skal gøre sig klar, lukker et par døre og fortsætter så ud på badeværelset, hvor der sidder en mand bundet med en hætte over hovedet.

Det er de scener, der er klart mest interessante at følge. Det er derfor rigtig ærgerligt, at der ikke er flere af dem. Filmen går simpelthen ikke nok i dybden med familieaspektet, som er det mest unikke og særlige ved historien. Den fokuserer i stedet primært på den ældste søn, som deltager i nogle kidnapninger, men er ramt af utrolig dårlig samvittighed. Han er en virkelig dygtig rugbyspiller, har en sød kone og rocker desuden et par smukke bakkenbarter. Han kan bare ikke slippe ud af den familie han kommer fra.

Forståelsen
Til trods for den forholdsvist klare beskrivelse, havde jeg aldrig helt forståelse for ham som karakter. Han deltager, han har dårlig samvittighed. Det styrkes, da han hjælper med at kidnappe én af sine bekendte, der ender med at blive myrdet; men vi følger ham ikke på vej til politiet. I en af filmens første scener ser vi hele Puccino-familien blive arresteret, og den ældste søn bliver i lige så høj grad truet med pistoler og tævet på som de andre i famlien. Jeg kunne aldrig helt se, hvorfor vi fulgte sønnen. Hvad han ville opnå, og hvad han håbede på ville ske. Det er en forholdsvist simpel historie, og derfor er det problematisk, at man ikke forstår hovedpersonen.

Den mest interessante karakter må være faren, der spilles helt fantastisk af Guillermo Francella, som i denne film til forveksling ligner Johnny Depp i ’Black Mass’. Her ser det dog mere naturligt ud, og han er utrolig uhyggelig at se på selv når han opfører sig pænt. Sjovt nok er han lettere at forstå end den mere sympatiske søn. Han holder på familien, og det er det, der driver ham. Loyalitet er det vigtigste ord i hans bog.

Der er dog kun denne ene rigtig gode karakter. Der er et par medrivende scener, men som hovedregel bliver det ikke til andet end montager med musik, som virker for gammelt til at udgøre soundtrack i en 1980’er-film og en masse brutalitet. Der er brugt for meget tid på gangsterne og ikke nok på familien. Eller også var der bare ikke nok at fortælle.