Sammen med Klokkeblomsts veninde og et sagnomspundet monster vender vi tilbage til ønskeøen.
På trods af titlen ’Klokkeblomst og Legenden om Ønskedyret’ handler filmen faktisk slet ikke om Klokkeblomst, men i stedet om hendes gode fe-veninde Fauna. Fauna har et stort hjerte og prøver altid at hjælpe alskens levende væsner, selvom det nogle gange ender med at bringe hele lokalsamfundet i fare. En dag, da hun udforsker en grotte, støder hun på et stort og gådefuldt væsen; ønskedyret. Efter at Fauna hjælper det med at få en splint ud af foden, går dyret med det samme i gang med at bygge mystiske søjler af brune sten og gennemtykkede planter. Fauna beslutter sig for at hjælpe væsnet med at konstruere de bizarre strukturer, og under processen former de snart et stærkt venskab. Men da den ansvarlige for feernes sikkerhed, Nyx, hører om dyret, begynder hun, og resten af ”spejderkorpset”, straks at jagte det. Et gammelt dokument forudsiger nemlig, at ønskedyret vil transformerer sig om til et monster, der vil bringe død og ødelæggelse til hele ønskeøen.
’Klokkeblomst og Legenden om Ønskedyret’ er en ganske udemærket børnefilm. Essentielt har vi at gøre med en god og velfortalt historie, der formår at fastholde tilskuerens koncentration i de 76 minutter, den varer. Man er aldrig rigtigt i tvivl om, hvordan filmen vil ende, men samtidigt er man heller ikke helt sikker på, hvordan den kommer derhen. Man kan ikke fra starten regne ud, hvad ønskedyret er for et væsen, ligesom man ikke med det samme forstår formålet med de mærkelige stensøjler, mystikken er med til at få tilskueren investeret i filmen. Dette er glimrende, eftersom denne slags børnefilm har en tendens til at være meget forudsigelige.
Ikke så piget som man skulle tro
Filmen er slet ikke ligeså ”piget”, som man kunne have frygtet af en historie om feer. Faktisk bruges der ikke nær så meget tid på lyserøde ting og små søde baby dyr, som traileren ellers gav udtryk for. Det er derfor en skam at filmen er blevet markedsført til små piger, da drenge op til ti års-alderen sagtens ville kunne få noget ud af den.
Animationen i ’Klokkeblomst og Legenden om Ønskedyret’ er generelt fin. Dog blegner den, når man sætter den op imod virkeligt smukke Disney-film som ’Up’ og ’Wall-E’. Det er ikke Walt Disney Animation Studios, der selv har stået for produktionen, i stedet er det en underafdeling, der hovedsagligt beskæftiger sig med direct-to-video udgivelser, der har lavet den, og det kan man altså godt mærke.
Tilbage står en film, der er bedre end man skulle tro. Den indeholder en god historie med et par gode twists og nogle sjove replikker. Dette gør, at den sætter sig et niveau over den store masse af middelmådig børneanimation, men det er ikke nok til at komme på højde med nogen af de rigtigt gode animationsfilm.