Klokkeblomst og vingernes hemmeligheder en rodet affære, der stiller store krav til tilskuerens tålmodighed, uden nogensinde rigtigt at udfordre.

Klokkeblomst er en varmblodet sommerfe, der under igen omstændigheder må bevæge sig ind i Vinterskoven, hvor det kolde vejr knækker de varmblodede feers vinger af. På samme måde findes der vinterfeer, der ikke kan tåle at opholde sig i de varmblodede feers Drømmehave. Men Klokkeblomst er en nysgerrig fe, og hun bevæger sig på trods ind i Vinterskoven. Her møder hun sin hidtil ukendte søster, Vinterlilje. De to bliver hurtigt uadskillelige. De vil gerne vise hinanden, hvor de kommer fra, men det betyder, at de udsætter sig selv for stor fare. Faren for, at de mister deres vinger, løses dog med en jakke til Klokkeblomst og en kuldemaskine til Vinterlilje. Men da Dronning Clarissa af Drømmehaven og Mester Milori af Vinterskoven opdager dem, forbyder de venskabet og skubber kuldemaskinen i vandet. Kuldemaskinen går amok, og der sker store klimaforandringer i Drømmehaven. Både vinter- og sommerfeer skal bruge tryllestøv for at flyve, og i Drømmehaven står Tryllestøvstræet, der nu er truet af de voldsomme temperaturændringer. Nu må sommer- og vinterfeer stå sammen for at redde træet og hinanden.

Klokkeblomst og vingernes hemmelighed er på en og samme gang en forvirrende og kedelig film. Det er f.eks. forvirrende, at filmen har et umotiveret stort persongalleri. Hvorfor skal vi møde så mange forskellige feer? På samme tid er det kedeligt, fordi man ikke rigtig lærer nogen af karaktererne at kende. Det er lidt en udfordring at holde styr på historien, da filmens plot er tyndt og derfor kræver mange sideforklaringer for at holde vand. Det er tydeligt, at man lige skal have endnu en scene eller historie med for at kunne få det overordnede plot til at give mening. Det ses f.eks., når filmen insisterer på, at adskillelsen mellem de to verdener ikke kun skyldes den åbenlyse erfaring med, at sommerfeers vinger ikke kan tåle ophold i Vinterskoven og omvendt, men at den i virkeligheden bunder i, at Dronning Clarissa af Drømmehaven og Mester Milori af Vinterskoven engang var elskende, der måtte lade sig adskille pga. klimaet. Denne historie er egentligt fin nok, men når den bare kommer oveni alle de andre og ikke rigtig bidrager med noget nyt, så er det, at det hele bliver lige en tand for meget. Læg dertil, at vi har klimakrise for fuld udblæsning i Drømmehaven. Der sker ganske enkelt for mange ting med for lidt indhold. Det er bemærkelsesværdigt, at denne overophobning af historier og karakterer ikke gør, at man ikke kan forstå handlingen, fordi den dertil trods alt er for kedelig og forudsigelig.

Når alt det er sagt, så gør filmen ikke nogen skade. Selvom den har en besværlig historie, kan man sagtens følge med. Det er også derfor, at den er ret kedelig. Filmen er besværlig, men ikke udfordrende. Når man laver film til børn – i dette tilfælde til de helt små børn – handler det om at kunne tale børnenes sprog og undgå at tale ned til dem. Klokkeblomst og vingernes hemmelighed udfordrer ikke de små børns fantasi, men nærmere deres deres koncentration og tålmodighed. Det er ikke troværdigt, når de unge feer taler til hinanden som i en Morten Korch-film. ”Det gør mig ondt” er ikke måden, små som store børn udtrykker sympati. Det er med sproget, at filmen kommer til at tale ned til sit unge publikum og herigennem distancerer sig fra dem.

Alt i alt fremstår Klokkeblomst og vingernes hemmelighed som en forceret film, der dog ikke gør nogen skade. Men det må aldrig blive et succeskriterium for en film, at den er harmløs. Det er som om, at filmen består af en masse lappeløsninger, en klimakrise og en historie som ikke helt ved, hvad det egentligt er, den gerne vil fortælle.