Af Henrik Seehuusen

Da Casper Christensen og Frank Hvam i 2005 introducerede Klovn på dansk tv, var det svært at vide hvad man skulle forvente udover en dansk udgave af den amerikanske pinlighedsserie Curb Your Enthusiasm. Den slags fortolkninger har det med at blive mislykkede, men det viste sig at Frank, Casper og instruktørkammeraten Mikkel Nørgård havde fundet den perfekte legeplads. Med noget nær carte blanche til ellers at (fra)støde så mange mennesker som muligt, begyndte serien hurtigt at vise sig som noget større end en oversættelse fra amerikansk. Det er svært den dag idag at finde et menneske som ikke har en holdning til Klovn på den ene eller anden måde – ofte at de ikke ser det fordi de ikke kan holde det ud. Da serien sluttede stod det klart at det var det første danske program i TV, som kunne måle sig med Christensen & Co’s mesterværk – Casper og Mandrilaftalen.  Og da serien trods alt har opnået en betydelig popularitet, få vi nu hvad vi aldrig fik med vores elskede Mandrillen, en film til at slutte serien af på.

Og hvis man ellers tvivlede på, om hvorvidt Casper og Frank kunne opretholde kvaliteten fra serien til det store lærred, så bliver den tvivl hurtigt gjort til skamme. Der er ingen slinger i valsen, og hele strukturen er akkurat ligeså stram (og ligeså tydelig) som den altid var i serien, og det er stadig hylende morsomt at gætte med på, hvilke payoffs man kan forvente sig af de mange setups. Og det er naturligvis sjovest, når det viser sig at man gættede forkert! Pinligheden er naturligvis altoverskyggende – filmen er som en rejse nedad imod større og større tabuer der bliver brudt, og gerne i fuld offentlighed naturligvis. For Casper og Frank er der altid flere grænser at overskride, det hele fungerer pissegodt, og det er simpelthen skideskægt.

Det burde være tydeligt for enhver, men hvis man ikke var istand til at holde et afsnit af serien ud, så har man ikke mange chancer for at overleve filmen i biografen. Filmen er helt igennem tro imod seriens univers, og en stor del af persongalleriet dukker op og er med til at gøre filmen til en stærk, kondenseret version af hele serien. Dertil skal det siges at Casper Christensen fortjener både Bodiller, Roberter og Oscars for sin rolle som Casper Christensen i Klovn – både serien og filmen. Sjældent har man set et så overbevisende, ynkeligt røvhul. Når hans forklaringer, som altid lyder som salgstaler, tager den ene drejning efter den anden må man holde sig for maven af grin – eller for øjnene og ørerne hvis man ellers kan nå det.

Filmen er fuldstændig forløst, serien står tilbage som upåvirket, og universet fortsætter med at leve. Jeg tror vi er mange som håber på, at Klovn: The Movie ikke bliver den eneste. Indtil videre må vi bare sige: Årets sjoveste film!