Sex, drugs & hip-hop bliver bombarderet på spidsen i dette brøl af en semi-selvbiografisk syretrip-komedie, der har lige så meget politisk at sige, som den er hylende morsom.
Kære læser, du må have mig undskyldt, idet jeg bestiller endnu en velskænket Guinness og forbereder mig på at give den længste langemand til min udlejer, der endnu engang har valgt at hæve huslejen – bare fordi… Det er den styrke, jeg har fundet, efter at have set den selvbiografiske film om rapgruppen ‘Kneecap’.
‘Kneecap’ er ikke bare filmens titel, men også navnet på den kontroversielle nordirske rapgruppe, der udgav sit debutalbum, 3CAG, i 2018. Filmen, af samme navn, omhandler gruppen i en semi-selvbiografisk genfortælling af begyndelsen af deres karriere, hvor bandets medlemmer spiller sig selv, i delvis sande og delvis fiktive hændelser.
Én af filmens hovedpersoner, Liam (med kunstnernavnet Mo Chara), præsenterer filmen i dens spæde minutter som en historie fra Nordirland, som seerne nok er vant til handler om politik og om modstandsfolk. Dette er dog ikke den slags film, fortæller Liam i en drilsk voice-over.
I stedet introduceres vi til førnævnte Liam og hans bedste ven Naoise (med kunstnernavnet Móglaí Bap), som fortæller om deres opvækst i Nordirlands Belfast som børn af Langfredagsaftalen. De er altså født efter fredsaftalerne mellem briterne og nordirerne. Det har dog ikke stoppet Naoises far, dissidenten Arlo (Michael Fassbender), fra flittigt at fortælle drengene om de stridigheder, der har lagt grund til deres identitet. Og denne identitet har Liam og Naoise tænkt sig at kæmpe for, koste hvad det vil.
Deres sprog er deres våben
Den nordirske identitet bliver fastholdt ved, at Liam og Naoise taler irsk og altså nægter at tale ”the Queens English”, som politimanden befaler under forhøret, efter Liam er blevet nappet for narkotikahandel.
I selvsamme forhør møder Liam skolelæreren JJ (med kunstnernavnet DJ Próvai), der bliver bragt ind som tolk, nu hvor Liam nægter at tale engelsk. Her får JJ øjnene op for Liams sangskrivertalent, og han bringer de to drenge med til sit garagestudie, hvor et par rowdy nætter med stoffer og drikkelse bliver til den kontroversielle irsk-sprogede musik, som Kneecap sidenhen er blevet kendt for.
Musikken bliver et talerør for det undertrykte folkefærd og kommer i direkte karambolage med politikere, politi og medierne, der mener, at musikken kun skaber optøjer.
Her sættes filmens politiske stillingtagen på spidsen. Og før de ved af det, leder drengene en revolution.
En visuel fiesta
Spillefilmsdebutanten Rich Peppiatt har instrueret et visuelt trip, der ligner, at Tarantino, Edgar Wright og Guy Ritchie har lavet et elskovsbarn under indflydelse af MDMA.
I så fald kunne filminstruktør Danny Boyle være filmens gudfar, da ‘Kneecap’ nemlig minder om en sjælfuld efterfølger til Boyles magnum opus ‘Trainspotting’.
Den visuelle fest byder både på split-screen skud, kamera op i næsen for virkelig at se et snif kokain, tegneserie-lignende effekter i billedet og endda claymation, da filmen virkelig skal skildre følelsen af at være høj på ketamin.
Det mest imponerende er, at Peppiatt har instrueret sine skuespillere så dygtige. Det kan være farligt, når kunstnere skal spille sig selv, men med et efter sigende kun seks ugers lynkursus i skuespil, accelerer de tre frontmænd fra Kneecap og bringer autentisk deres højoktane univers til den delvis sande historie.
Hjælpsomt er det at omringe dem med kompetente skuespillere, som altid intense Michael Fassbender, Simone Kirby og Jodie Walker, der alle tilfører tyngde og en masse etos til at give filmen sin emotionelle pondus.
Irsk historie, drillende fortalt
‘Kneecap’ vil nok ikke være for alle med sin drilsk fortællemåde, der skal virke provokerende imod overmagten, som forsøger at tie dem ihjel. Sex, stoffer og rap i kæften kan komme til at overdøve den irske politiske historie, filmen samtidig forsøger at fortælle.
Men som det ældre forelskede par på bagerste række i biografen sagde, da de klappede under filmens rulletekster: ”Den var da skide god! Som en mellemting mellem [David] Lynch og Inger Støjberg.”
Revolutionen lever og den transcenderer generationer!
Det er utroligt, hvor meget lort et folkefærd skal tage, bare fordi de vil holde fast i deres oprindelige sprog.
Både som musikgruppe og film, kommer ‘Kneecap’ i mål med sin agenda: I vor herrens år 2022 efterkom Storbritannien endelig en domstolsafgørelse og anerkendte irsk som et officielt sprog for sit folkefærd.
Men mest af alt er ‘Kneecap’ et forsøg på at give en stemme til et folk, hvis sprog har været forsøgt frarøvet dem, og et forsøg på at styrke dem til at stå stålfast over for uretfærdigheden.
