’Knight of Cups’. Anmeldt af Jonas Adam Bloch Lajboschitz for Filmmagasinet Nosferatu. Universitetsradioen, www.nosferadio.dk

Med ‘Knight of Cups’ manifesterer Terrence Malick sin senere års øgede produktivitet. Desværre for Malick, såvel som alle hans fans, lider kvaliteten af hans post ’The Tree of Life’ film af gevaldigt dalende karakter.

Mig og Malick
Inden min egentlige anmeldelse af ’Knight of Cups’ er det vigtigt at pointere, at Malick for mig er en af de absolut største og mest enestående filmskabere nogensinde. På trods af varierende kvalitet og kun syv spillefilm, bør Malicks mesterværker ’Days of Heaven’, ’The Thin Red Line’ og ’The Tree of Life’ forevige en instruktør, hvis person, omkringliggende hype og myte på ingen måde retfærdiggøre hans ypperste værker. På denne måde er skuffelsen over ’Knight of Cups’ ikke bare en skuffelse over en aldeles dårlig film, der knap nok giver mening, men i højere grad en skuffelse over en kunstner, der er er begyndt at drukne i sit eget sprog. Den poetiske tilgang til film, der trodsede almen historiefortælling, var uomtvisteligt hans force. Men ligesom med hans forrige film ’To the Wonder’ er der for mange folk, der kigger følsomt i forskellige retninger og for lidt historie.

Handlingen eller mangel på samme
Filmens fortæller tilkendegiver indledningsvis rammefortællingen om en ridder fra østen, der blev sendt vestpå af sin far for at finde en perle, men som i stedet drak af en kop, der gjorde at han glemte alt om sin far og perlen. Christian Bale spiller den moderne dionysiske ridder, i form af manuskriptforfatteren Rick, der ligeledes har glemt formålet med sin rejse eller livet, om man vil. I sorg har han kastet sig over damer, fester, alkohol og alt der hører der til. Jeg må dog ærligt at indrømme, at jeg havde haft svært ved at regne handlingen ud, hvis ikke jeg havde kendt den på forhånd. Replikker er der få af specielt fra Ricks side, og i stedet forsøges historien fortalt gennem billeder, der skal foregive at være tematisk og narrativt sammenhængende. Det sidstnævnte lykkes dog ikke, og man efterlades derfor med en vis indifferens overfor samtlige karakterer, fordi man er uvidende om, hvad der reelt foregår og hvorfor.

Selvfølgelig har det til hver en tid altid været tematikken snarere end selve handlingsforløbet, der har været drivkraften i Malicks filosofiske film, men ved den totale underminering af al handling, overforbruger han det, der netop har gjort hans film så mesterlige. I et interview påpegede Paolo Sorrentino, ovenpå ’Den Store Skønheds’ succes, at man ved at lave en film, der forsøgte at favne bredt og omhandle livet i sig selv, løb en stor risiko for at samme film ville føles overfladisk. Netop dette er tilfældet med Knight of Cups, som er et ambitiøst projekt der grueligt fejler.

Visse ting glemmer man aldrig
Hvis der er et punkt, hvor Malick dog aldrig svigter, er det billedsiden. Naturen og det bevægende kamera er nok engang hovedingredienserne i et helt igennem betagende virvar af fantastiske billeder af alt fra swimming pools og fotogene kvinder til ørkner og solnedgange.

Filmen markerer desuden det fjerde samarbejde med den to gange Oscarvindende fotograf Emmanuel Lubezki og det femte med Jack Fisk som productiondesigner. Det kendetegnende bevægende kamera fungerer stadig optimalt, og visuelt er det svært at rette nogen form for kritik mod Knight of Cups.

Takket være sit evige blik for det visuelle får Malick hevet to stjerner for Knight of Cups, men hold dig endelig fra biografen, og se eller gense hellere en af hans bedre film.