Sjældent, både på dansk og udenlandsk jord, har et ”meet-cute” været så smuk og inddragende, som mødet mellem Ida (Angala Bundalovic) og Sander (Jonas Holst Schmidt) i Martin Skovbjergs ‘København findes ikke’.
Ida (Sanders kæreste) er forsvundet, og i den forbindelse har han frivilligt sagt ja til at blive udspurgt af Idas far Porat (Zlatko Burić) og broren Viktor (Vilmer Trier Brøgger), som undersøger sagen. De mener Sander har noget med hendes forsvinding at gøre.
Dette er scenen og herigennem ved hjælp af utallige flashbacks dannes et billede af et parforhold og portræt af en kvinde (Ida), der synes ulæselig. Hun er mystisk, har sine egne idéer og dæmoner, men virker samtidig, som et helt normalt menneske, når hun er sammen med Sander.
Når man på forhånd ved at Eskil Vogt (´Verdens værste menneske´, Oslo 31. august´) er manusforfatter, så er man garanteret karakterer, hvor man kan føle at de har levet et helt liv forud for filmen. Garantien holder stik og det hjælper et plot, der prøver på at være mere mystisk end det egentlig er.
Mystik, kærlighed og kemi
Set-up’et er på ingen måde en større innovation, men modsatvis besidder ´København findes ikke´ en vidunderlig filmisk vision. Filmen er et stort drømmende og reflekterende frirum, hvor hjertet og hjernen får 12 runders intens kamp. Hjertet forelsket i det intime og nærværende forhold mellem Ida og Sander imens hjernen prøver at forstå, hvor Ida er blevet af.
Mystikken er altoverskyggende, desværre også til et punkt, hvor den overtager fra det intime. Vi ved oprigtigt ikke meget om Sander, som er yderst indelukket og på en måde skræmt. Han er seriøs og de enkelte gange han griner giver negative efterfølgere.
Kemien blandt Ida og Sander er fuldstændig eminent. Om, Martin Skovbjerg er et sandt naturtalent i instruktion eller om Angela Bundalovic har niveau som Trine Dyrholm, er endnu for tidligt at sige, men deres niveau er hel absurd højt. Angela Bundalovic spiller med sådan en naturlighed, til trods for at hun kommer langt rundt i skuespils-spektret.
Vildest er nok at Jonas Holst Schmidt (autodidakt og debutant) hverken stikker ud på en negativ eller positiv måde. Han passer perfekt ved siden af Bundalovic. Deres kemi er unægtelig og det hjælpes godt på vej af fotograf Jacob Møller.
Kameraet er (specielt i flashbacks) helt drømmende let. Det agerer en formidabel billedindrammer i et kejtet møde ude foran Grand Teatret i København. Uvidende om hvordan effekten er opnået, så er alt i baggrunden, bag karaktererne og ud over karaktererne helt sløret og næsten omformet. Det skaber en slags sløret-hed der underbygger at der er tale om et minde. En vidunderlig måde, fra kameraets side, at konstruere følelsen af tilbageblik. EMINENT!
Lydbilledet er også exceptionelt, utroligt inddragende og underbygger på smukkeste vis de flotte billeder. Krediteret for at komponere musikken er AV AV AV en dansk, elektronisk producer-trio, som Martin Skovbjerg selv medvirker i. AV AV AV leverer næsten hypnotiske takter til det jeg teknisk vil betegne som filmkunst i verdensklasse.
Den subjektive oplevelse
Film er om noget en subjektiv kunstart, denne film er ingen undtagelse. Jeg havde personligt en rigtig god oplevelse, der mundede ud i en sund form for tankemylder og satte flere ting i relief. Det er meningen man skal kigge indad og udad med denne film, den er krævende, både i øjeblikket men også efter. Nogen vil uden tvivl blive efterladt i biografsalen med et uforløst og direkte kedeligt mysterie, mens andre vil have haft små 2 timers selvrefleksioner.
´København findes ikke´ er spændende, interessant og et godt pust i dansk filmbranche. En personlig film, der også fremprovokerer personlige fortolkninger og oplevelser. En videre fortolkning kræver gensyn og det i sig selv vidner om et helstøbt værk.
