Der er lagt op til fransk komedie i den lette ende med Kokken (org. Comme un chef) en film der hylder/spidder/smager på de mange klichéer om fransk mad, den virtuose mesterkok og nymodens griller inden for madkunstens verden.

Jacky (Michaël Youn) har en gravid kæreste, som af samme årsag gerne vil have at der er en vis orden i tingene – et fast job fx. Kontinuerlig ansættelse er dog ikke noget Jacky har oplevet i de forskellige køkkener han har arbejdet i – hans lidenskab for madlavning og ambitioner for dagens menu på alt fra diverse restauranter til grillbaren skaffer ham fyreseddel på fyreseddel for ikke at tale om irritation og generel vantro fra gæsternes side. Jacky er en misforstået madauteur uden et køkken at skabe i. Han er også inkarneret fan af mesterkokken Alexandre Legarde (Jean Reno) – der regerer i sin restaurant Cargo Legarde, der har siddet på 3 stjerner i Michelin guiden i årevis (3 stjerner er maks). Men Legarde har problemer i den tunge ende. Nye kræfter i restaurantens bestyrelse ønsker at få Legarde ud af vagten med hans franske menukort og få noget molekylært madtrylleri ind i stedet. Knebene er lumske og Alexandre har i øvrigt mistet gejsten. Lang historie kort – mesterkokken møder amatørentusiasten og så sker der et og andet – både i og uden for køkkenet.

Kokken er film, som bestemt ikke lægger sig op af det realistiske rent plot og tidsmæssigt, men det bærer man over med, da det tydeligvis ikke er dét der er filmens ærinde. Dette er en film der gerne vil underholde og det gør den.  Den lette tone filmen igennem, samt Michaël Youns velspillede og charmerende gåpåmod i rollen som Jacky sikrer at man glad flyder med, mens man griner og smiler og er alment fornøjet. Indimellem bliver det lidt for fjollet og lidt for rodet, men Kokken er en fin lille let sag at muntre en kedelig hverdagsaften op med. Det er dog en god idé at have spist inden, for der serveres mange lækre retter undervejs.