Improviseret folkekomedie der kunne tåle at have taget sig selv mere seriøst.

Den alternative behandler Acacia kommer galt af sted med en klient og bliver dømt til en psykiatrisk udredning. På hospitalet møder hun den let stressede og særdeles psykofarma-orienterede overlæge Dr. Bergstrøm. De to kommer ikke særlig godt overens. Til gengæld har Acacias positive væsen en fantastisk virkning på de øvrige patienter på den lukkede afdeling. Overlægen forbyder Acacia at ‘’behandle’’ patienterne, men opdager ikke, at hun også er begyndt at påvirke hans medarbejdere.

Vi kender instruktør Morten BH som skaberen af DR2-serien ‘A-klassen’. En serie, der i høj grad er baseret på improviseret dialog, som skuespillerne kommer på under optagelserne. Denne metode, samt et par af skuespillerne, har Morten BH overført til spillefilmsproduktion, og resultatet er ‘Kolbøttefabrikken’. Man føler sig ikke på usikker grund på trods af, at store dele af dialogen er improviseret. Det skyldes især, at rollerne i ‘Kolbøttefabrikken’ er besat af de meget karakterstærke skuespillere Paprika Steen, Ole Boisen, Zlatko Buric og Mia Lyhne. Men også resten af castet leverer gode præstationer. Jeg blev især overrasket over komikeren Mick Øgendahl i rollen som den depressionsplagede Michael. Holdet er vel nærmest et “dream-team” til at levere dansk folkekomik.

Lidt usikker følte jeg mig dog ved portrætteringen af konflikten mellem det etablerede sygesystem og den alternative behandlingsverden. Begge synspunkter fremstår unuancerede. Dr. Bergstrøms replik om at “pillerne er vores venner” og Acacias forslag om at kurere hovedpine med kranio-sakral terapi er bare to eksempler på, hvorledes filmen skærer alting ud i pap i humorens navn. Dermed får filmen aldrig den integritet, som den kunne have haft. Der er rent faktisk mulighed for at give stof til eftertanke hos publikum, i de scener der behandler alvoren omkring overmedicinering og elektro-chok, men det bliver ikke gjort fyldestgørende. Min kritik af dette er ikke baseret på min personlige overbevisning omkring effektiviteten af den ene eller anden type behandlingsformer. Til gengæld bunder den i en skuffelse over, at Morten BH og resten af holdet bag filmen ikke selv er gået endnu mere alternativt til værks i deres egen filmiske praksis.

Den danske folkekomedie har ikke rykket sig i mange år, og ‘Kolbøttefabrikken’ bevæger sig ikke nok ud af genre-feltet, der udgøres af blandt andre ’Blå mænd’ og ’Klassefesten’. Det er for let og forudsigeligt. Dorte Warnø Høghs oscarnominerede kortfilm ‘Grisen’ fra 2009 havde settings og virkemidler meget lig ‘Kolbøttefabrikken’, men var langt mere sofistikeret. Hvis man sætter de to film op mod hinanden, er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, hvilken der bevægede mig mest.

‘Kolbøttefabrikken’ er god dansk folkekomedie, som vi kender og elsker det. Et stærkt hold skuespillere, der med en god portion ironi udstiller danskhedens tilstand. Du vil grine og gyse, og jeg er sikker på, at hele det danske land godt kan blive enige om at gøre ‘Kolbøttefabrikken’ til årets danske komedie. Nogle vil måske, som mig, savne en anerkendelse af seriøsiteten af filmens tema og en lidt mere udfordrende tilgang til fortællemetoden. Men ‘Kolbøttefabrikken’ er, på bundlinjen, en god dansk film, der placerer sig over gennemsnittet.