Den rumænske instruktør og manusforfatter Christian Mungiu, har vundet stor international anerkendelse, blandt andet for sin film ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ fra 2007. I ‘Kold Vinter’ viser han endnu engang sin evne til at portrættere den dystre virkelighed, med en urovækkende film om fremmedhad og ignorance.

Ved første øjekast handler ’Kold vinter’ om den mutte rumæner Matthias (Marin Griggore), der vender tilbage til sin landsby efter et voldeligt udfald på sin arbejdsgiver i Tyskland. Der bliver han dog taget imod som en fremmed af sin kone Ana (Macrina Barladeanu) og hans generte otteårige søn Rudi, som er holdt op med at tale, efter at have set noget ude i skoven, som han ikke vil fortælle om.

Oprøret ulmer

Landsbyen ligger i Transsylvanien, som er et område i Rumænien, de fleste nok bedst kender fra Bram Stokers Dracula. Og selvom filmen ikke ligefrem er gotisk, er det ikke desto mindre et interessant område med en meget kompliceret historie, på grund af de mange nationaliteter, der mødes netop her. Og det afspejles også i filmen, der har så mange forskellige sprog, at underteksterne er farveordnede. Nationalitets- og etnicitetskonflikter ulmer i krogene fra filmens første minutter.  

Den lille families konflikter falder derfor også lidt i baggrunden, da et par srilankanske arbejdere bliver ansat på det lokale bageri. Pludselig slås der sprækker i det ellers så tæt knyttede lokalsamfund, der ikke mener, at disse fremmede hører til.

Selvom byens beboere, som består af både rumænere, ungarer og tyskere, har levet fredeligt side om side, får konflikten om disse fremmedarbejdere tændt op i den gamle konflikt om, hvem landet egentlig tilhører. Konflikten kulminerer i et imponerende long take – et borgermøde med fakkel-og-høtyv-stemning. Masserne vil se blod og accepterer ikke hverken budskaber om kristen medmenneskelighed eller anklager om dobbeltmoral.  

Konstant ubehag

Filmes tematik om xenofobi slår stærkt igennem, mens de mere individuelle konflikter står lidt mere uvist hen. Det er lidt synd, for karaktererne er ellers interessante nok. Matthias som hovedperson er ikke en mand af mange ord eller særlig ekspressiv mimik, men han kan pludselig træde i karakter og lige netop derfor er han så hamrende overbevisende. Som en bjørn i vinterhi ved man aldrig hvor man har ham, om han vil angribe ud af det blå, eller forholde sig tavs.

Kontrasten mellem ham og sønnen Rudi, der hellere vil hækle end at slås og ikke tør gå i skole alene, sørger på den måde også for nogle af filmens mere rørende og bløde øjeblikke. Ikke at der er mange af dem. Filmens stigende og ulmende konflikt får én til at sidde med et konstant ubehag i kroppen (på den bedste måde). Det er absolut ikke en feel-good film, og selvom den foregår over julen, med julemiddag og salmesang, er der bestemt ikke meget julemirakel at hente. Dette er den barske virkelighed.

Kold men smuk

Filmen er rasende flot i sin portrættering af den sneklædte by omgivet af skov og bjerge. Det er svært ikke at blive bjergtaget af det uvelkomne landskab, hvis kulde kan mærkes helt ind i biografmørket. Der er en utrolig dybde i billederne, som giver øjnene lyst til at gå på eventyr på lærredet.

Samtidig fortæller naturen også historien om den lille by, der er tømt for resurser og jobmuligheder. Træerne er ryddede, bjergene forvandlet til udpinte miner, jorden hård og gold. Det eneste de har i det lille samfund, er altså hinanden og deres stolthed, selvom de fleste må rejse udenbys for at få arbejde, der ikke er underbetalt. Derfor er deres fremmedhad overfor gæstearbejderne både pinagtig og dobbeltmoralsk men også, på en trist måde, forståelig.

’Kold vinter’ er en fremragende, bjergtagende og melankolsk film, om den fjendtlighed der kommer, når man prøver at bevare hvad man har. Også selvom det er ved at smuldre i ens hænder. På trods af en protagonist af få ord, og et forholdsvist roligt tempo endte jeg alligevel filmen med hjertet helt oppe i halsen. På nogle måder er den lidt ubestemmelig og giver ikke altid alle de svar man kunne ønske, men formår alligevel på kløgtig vis, at sætte den moderne verdens fremmedhad på spidsen. Derfor kan den bestemt også sætte vores syn på vores egne småborgerlige holdninger til danskhed, indvandrere og gæstearbejdere i perspektiv.