Vidunderbarnet Vinterberg er tilbage på det store lærred og har både godt og dårligt med i posen til os.

Thomas Vinterberg er uden tvivl en af de største og bedste danske filmskabere nogensinde. Efter en tur til udlandet med ’Far from the Madding Crowd’ har han fundet tilbage til de danske rødder, denne gang med et smut tilbage til uldstrik, rundkredspædagogik og kollektivernes kronede dage.

Bred ymer og knæ høj karse
’Kollektivet’ lægger op til et portræt af drømmen om det ægte bofællesskab med husmøder, fællesmiddage og festoriginaler, da akademikerparret Erik (Ulrich Thomsen), Anna (Trine Dyrholm) og deres datter, i stedet for at sælge Eriks døde fars villa, vælger at omdanne det til et kollektiv. Det er blandt andet deres højrøstede ven Ole (Lars Ranthe) og den til tider lidt for følsomme arbejdsløse Alon (Fares Fares), som flytter ind i huset.

Der er virkelig lagt i den hyggelige kakkelovn til et komediedrama med interessante karakterdynamikker og en udforskning af, hvad det ville sige at være en familie i 70’ernes fællesskabsorienterede Danmark. Filmen tager dog en drejning væk fra dette, da Erik begynder at have en affære med en af sine arkitektstuderende i trit med tidens fri kærlighedskoncept. Det hele er pludselig ikke så bred ymer mere, når familieopbrud truer samhørigheden.

At være eller ikke at være et fælleskab
Familiens problemer kommer desværre til at tage filmens fokus, og hele resten af persongalleriet bliver lidt glemt til fordel for en uoriginal trekantsfamiliedramahistorie, som man både føler, man har set før og ikke rigtig behøver se igen. Man savner flere scener med kollektivets andre beboere, som aldrig bliver mere end små bikarakterer uden egen historieark og udvikling.

Det er virkelig ærgerligt, da castet består af eminente skuespillere. Specielt Fares Fares bliver aldrig rigtig brugt til mere end et komisk indslag med samme gentagende gimmick. De flade baggrundsfigurer vejes dog op af fuldstændig fantastisk skuespil fra Trine Dyrholm, hvis drøm om ’at bo sammen med nogle stimulerende fantastiske mennesker’ fuldstændig brister, når virkeligheden banker på døren. Det er måske hendes bedste arbejde til dato. Ligeledes er scenerne med den observerende og stille datter Freja, spillet af debuttanten Martha Sofie Wallstrøm Hansen, utrolig fængende, og det giver filmen en helt anden dimension, når familiens kollaps bliver set fra hendes øjne. Jeg spår en stor fremtid til den kun 14 år gamle skuespillerinde.

Højt at flyve – dybt at falde
’Kollektivet’ indeholder rigtig stærke scener. De er få og der er langt imellem, men når de er der, sidder de også i skabet. Det er langt fra Vinterbergs bedste, men det er også en svær stige at klatre. Det bliver i sidste ende et godt forsøg på en konfronterende kærlighedserklæring til en generation af idealister og drømmere, der har måtte indse at individet på nogle punkter bliver nødt til at trække sig fra fællesskabet.