Filmatiseringen af Stephen Frys roman er fuld af sproglig akrobatik, men bliver desværre ikke en tilfredsstillende oplevelse.

Hvis man ved hvem Stephen Fry er, vil man kende til hans kærlighed til sprog. Derfor er det ikke overraskende, at der bliver demonstreret sproglig ekvilibrisme i filmatiseringen af hans roman fra 1994. Det er også her filmens hovedattraktion skal findes. På trods af gode præstationer fra skuespillerne er hverken handlingen eller karaktererne nemlig særligt engagerende.

Mirakler og poesi
I centrum har vi den bitre, afdankede og alkoholiserede Ted (Roger Allam). En tidligere stjerne indenfor poesi, men fordi han ikke har formået at producere et digt i årtier, er han nu teaterkritiker. Han er med sine egne ord gået fra at forvandle blod til poesi, til at forvandle whisky til journalisme. Efter hans uanstændige opførsel under en fornærmende dårlig opsætning af noget der ligner Shakespeares ’Titus Andronicus’, bliver Edward fyret. Han bliver herefter af lidt uklare årsager sendt til et rigmandshus på landet af sin leukæmi-syge guddatter.

Hverken os eller Ted ved præcis, hvorfor han er der, men imens han er der, bliver hans bitterhed og skeptiske livssyn udfordret af de andre beboeres tro på mirakler. Han diskuterer tilmed også poesiens berettigelse og væsen med sin gudsøn, David. Hvor han opfatter digterkunst som hårdt arbejde, stoler David på en mirakuløs inspiration. Ted ender med at skulle modbevise miraklers eksistens og derigennem prøve at genfinde sin tro på poesien.

Humoren er i sproget
Filmens tematikker er sådan set interessante nok. Det er derfor ærgerligt, at ’Kolos på lerfødder’ ikke er sjovere end den er. Handlingen afviger af og til fra hovedforløbet over i lettere lavhumoristiske sekvenser, der hverken er særligt morsomme eller tilføjer noget til det overordnede emne. Roger Allam spiller dog rollen som hovskisnovski sortseer rigtig godt. Humoren findes i sproget, som han leverer fremragende gennem en konstant voice-over.

Her findes beklageligvis også et af mine problemer med ’Kolos på lerfødder’. Fordi den ikke er særligt visuelt imponerende med undtagelse af et par fine naturbilleder, fik jeg i løbet af visningen mere lyst til at høre den oplæst på lydbog. Tam slapstick og flot natur er nemlig ikke nok til at redde filmen fra at være ganske middelmådig. Jeg blev også til tider lidt træt af Teds farverige fornærmelser, hvor lingvistisk opfindsomme de end var. Selvom Allam spiller godt, er det begrænset hvor længe det er underholdende at se ham gå og være ubehagelig overfor andre. Ordet ”effluent” er dog nok aldrig artikuleret bedre end her.

Det lidt ujævne plot holdes oppe af et solidt ensemble af dygtige skuespillere, samt enkelte vittige diskussioner om f.eks. hvorvidt digtererhvervet er ligeså vigtigt som kloakarbejdernes. Men det er og bliver den virtuose brug af sprog, der er filmens stærkeste element og også grunden til at se den. Så hvis man godt kan lide sjov britisk sprogkunst på højt niveau, er ’Kolos på lerfødder’ en god smagsprøve på noget som formegentlig fungerer bedre som roman.

Foto tilhører Miracle film distribution