Mens Pilou cyklede til grænsen flygtede Jesper Christensen nordpå. Anden verdenskrig har nået Skandinavien endnu en gang.

På trods af regeringens bedste forsøg på at holde landet neutralt, finder Norge sig i den beklagelige situation, at der en forårsnat i 1940 står en hel armada af tyskere og banker på rigets døre. Den folkevalgte kong Haakon VII, tidligere prins af Danmark, må derfor tage benene og familie på nakken og flygte fra Oslo i håbet om at kunne møde regeringen længere nordpå.

8.-10. april
På mange måder ender det med at ligne mange af de andre filmkvad om Skandinaviens rolle under andens verdenskrig. Men som historietime er den ikke værst. Selvom Jesper Christensen unægtelig har den største rolle i ’Kongens valg’, så dedikeres der også tid til flere forskellige perspektiver. Man bruger lidt tid med den norske oberst, der får sænket et af de tyske skibe, mens det i nattens ly sniger ind mod Oscarborg i en af filmens første og allermest spændende scener. Det fragmenterede perspektiv ender med at blive et tveægget sværd for ’Kongen tale’.

Det er især interessant at følge den tyske diplomat Bräuer, hvis overordnede ikke havde underrettet ham om den forestående invasion. Den arme Bräuer er pro-neutralitet, men må nu bokse med en SS-officer af den vante, usympatiske støbning. Han bliver derfor en lus mellem to negle idet han skal prøve at holde styr på sagerne. Det er en dejligt uvant vinkel på hele krigsmaskineriet. Især fordi han lige så stille bliver kørt i position som antagonist over for den kære Haakon, eftersom han får mandat af selveste Hitler til at få kongen i tale og Norge under kontrol.

Saving kong Haakon
Mindre spændende bliver det, når vi introduceres over for den unge menig Seeberg. En papirstynd figur, der ikke føles så forfærdelig vigtig i det store billede, som filmen forsøger at male. Måske er det netop også fordi, at Seeberg bliver ankret i en central scene, hvor filmen giver los i én af sine få ildkampe. Her kan man ikke undgå at bemærke, hvor blodløs en affære det er. Det begynder at lugte lidt af heltekvad, når de unge soldater forsøger at holde de tyske tropper stangen, så de ikke kan sætte kongen i skakmat. Dertil kommer også et kamera, der virker lidt for svævende og frigjort. Det flyver rundt om karaktererne i deres skjul og det skaber en stilistik inkongruens, som man ikke kan lade være med at bide mærke i.

Men på trods af det fungerer ’Kongens valg’ langt hen ad vejen ganske udmærket. Man mærker sjældent spilletiden og selvom nogen skuespillere har fået mere interessant roller end andre, så er der ingen, der falder direkte igennem. Hvis man kan undskylde det rædsomme ordspil, så er ’Kongens valg’ ikke det værste, man kan træffe.