Stellan Skarsgård slår sig løs som snerydderen Nils i en norsk hævnkomedie der, til trods for nogle humoristiske indslag, hurtigt falmer fra nethinden.

En af Danmarks mest produktive manuskriptforfattere Kim Fupz Aakeson har snedkereret historien til Hans Petter Molands seneste film, der foregår i og omkring en bidende kold norsk by, hvor hovedpersonen Nils’ søn ved et uheld bliver slået ihjel af nogle gangstere. Han er ikke den eneste, der tager billetten i filmen, da Nils går på et decideret hævntogt for at gøre det af med de ansvarlige for sønnens død.

Fargo i Norge
De absurde mord, det kolde klima, de gakkede gangstere og den sorte humor er alle elementer i ’Kraftidioten’, der sender tankerne tilbage til Joel og Ethan Coens ’Fargo’ fra 1996. Selvom der er lighedstræk, så er disse film i to vidt forskellige klasser. Til at starte med er hovedpersonen Marge i ’Fargo’ en af de mest empatiske og charmerende af slagsen. Nils er sådan set også til at forstå, men han er bare ikke vanvittig spændende, og for meget er overladt til Stellan Skarsgårds præstation ift. at gøre ham interessant. Kim Fupz Aakeson har skrevet en forviklingskomedie, hvilket ’Fargo’ af Coen-brødrene sådan set også er, men på trods af Aakesons imponerende aktivitet så er det ikke hver gang det lykkes, hvilket måske skyldes genren i dette tilfælde. Filmen lider af et symptom, der er problemet i mange af tidens dansk-skrevne film, hvilket er en upersonlighed, der i sidste ende giver en ret hul oplevelse. Symptomet indbefatter også, at man har været mere optaget af den type film man er i gang med at lave end af den egentlige fortælling, hvilket også er tilfældet i en velpoleret genrefilm som ’En kongelig affære’.

Sjov desperation
Den absolut mest vellykkede rolle i ’Kraftidioten’ er Greven spillet af Pål Sverre Hagen. Han eksemplificerer bedst, hvad der fungerer godt i filmen. Greven er overhovedet for gruppen af gangstere, der er ansvarlige for det mord, der sætter handlingen i gang. Det er i høj grad Pål Sverre Hagens præstation, der gør Greven sjov, da den er lige ved at tippe mod det overspillede, i den måde han det meste af tiden lader til at være helt ude i tovene. Også Grevens kumpaner er sjove, især Aaron (Jacob Oftebro) og Geir (Anders Baasmo Christiansen), da deres underspillede stil står i kontrast til Grevens hidsige temperament.

Dobbeltkonfekt
Noget der er irriterende i ’Kraftidioten’ er, når man får følelsen af, at den bliver tanden for smart. Dette sker blandt andet efter hver gang, en person dør i filmen. Her er der sort skærm og et kors eller et andet religiøst tegn, afhængigt af hvem der er død, efterfulgt af navnet på den døde. Og som nævnt er der en del, der dør i filmen, hvilket kun gør det endnu mere irriterende gentagne gange at få repeteret, at denne person rent faktisk ér død, som man lige har set i scenen forinden.

’Kraftidioten’ er en ok film med nogle sjove indslag, men der er for få overraskelser og for lidt på spil til at gøre den mindeværdig.