Selvom ‘Krigen’ starter med et brag, er det ikke selve blodsudgydelserne, der gør mest ondt i årets nok vigtigste, danske film.

Knap et minut er gået, før den første mine eksploderer. Bang, så’ vi i gang! Farvel til menig Lasse og go’daw til endnu en krigsskildring med Pilou Asbæk i en ledende militæruniform. Efter to krige mod tyskerne (i hhv. ‘1864’ og ‘9. april’) skulle man næsten tro, at Asbæks strenge og trætte blik ikke kunne overskue endnu en slagmark. Men minsandten om han nu ikke lige indtager Helmandprovinsen også.

Selvom ‘Krigen’ begynder med et brag, vises kun få egentlige kampscener og eksplosioner i filmen. I stedet for bogstaveligt talt at bombardere sit publikum, lader fortællingen os nøje mærke hvert eneste skud.

Det er dog i sidste ende ikke selve lemlæstelserne, der betager i Tobias Lindholms eftertænksomme krigsfremstilling. Større indtryk gør det ekko, der ringer i ørerne længe efter, at krigshandlingerne er forbi.

Én krig – flere slagmarker
Claus hedder Asbæks krigsalias i denne omgang. En hård negl, en dygtig kompagnichef og en hengiven familiefar, der dog (næsten) aldrig lader sine følelser påvirke sit arbejde.

På hjemmefronten er det hans kone Maria (Tuva Novotny), der styrer slagets gang. Som kompetent leder for en deling uvorne unger viser hun sig hurtigt at være Claus’ ligemand. Begge kæmper de ustandseligt for at holde sammen på det hele. Men det er en sej kamp, og bekymringerne og udmattelsen truer hele tiden med at bryde frem fra sit skjul bag Marias tapre smil.

Og helt galt går det da også, da en enkelt fejlmanøvre får voldsomme konsekvenser for Claus. Da elleve civile omkommer under en krigshandling, rykker hans indre slagmark ud af Afghanistans bagende sol og ind i Danmarks klinikgrå retslokaler. Scenariet skifter, men krigen fortsætter ufortrødent for den unge familiefar.

En nær fuldtræffer
Mens Danmark på det seneste er blevet bombarderet med krigsfilm, har både Irak og Afghanistan stået forholdsvist uopdækkede tilbage. Det råder Lindholm nu bod på i et pletskud af en film.

Med samme solide greb om pennen, som han førte i Vinterbergs ‘Jagten’, skriver han sindigt sine karakterer ind i et net af spørgsmål om skyld, uskyld og offentlig/retslig fordømmelse. Skarpt pointerer han umulighed af krigslogik og viser det uundgåelige tab af kontrol, der gør soldater til ufrivillige mordere i håbløse situationer. Det hele sættes derefter ind i en militærretslig ramme, der udstiller sig selv og sin egen utilstrækkelighed – hvordan kan man opstille regler for, hvem der må reddes og hvem, der må slås ihjel? Hvordan kan man stille soldater til ansvar i en krig, de ikke selv har valgt skal føres?

Og det er så forbandet virkeligt skildret. Med kameraet nosset op i nakke og ansigt på karaktergalleriet lukker Lindholm seeren ind i sit klaustrofobiske krigshelvede. Vi er hele tiden med på klos hold – først som bange soldater og dernæst som rådvilde jurymedlemmer.

Når politikerne tier, må kunsten tage ordet
Krigen kalder han den. Og selvom jeg er lidt ked af dansk films utrættelige brug af bestemt ental, må jeg erkende, at titlen rammer plet. Den bestemte brug af det uhyggelige navneord antyder, at krigen opsluger og udsletter alt omkring sig på sin vej. Samtidig markerer titlen, at det ikke er de afghanske kulisser og omstændigheder, der er afgørende. Alle krige ødelægger, lige meget hvem der deltager, og hvor de finder sted.

Alligevel – og der er et stort ‘alligevel’ her – er det hammervigtigt, at dansk film endelig får sat lidt mere fokus på de nyere krige og deres omstændigheder. Med regeringens lukning af Irak- og Afghanistankommisionen har politikerne nægtet soldaterne en ordentlig begrundelse (eller undskyldning) for de handlinger, som krigene har afkrævet dem. Handlinger, som soldaterne selv må retfærdiggøre over for sig selv og andre resten af deres liv.

Her påtager filmen sig en kritisk rolle. Uden at fordømme karakterer eller militærretslig praksis genoptager og nuancerer den en debat, som den danske regering selv forsømmer – eller måske ligefrem fortier.

Derfor er ‘Krigen’ nok den vigtigste danske film i år.