Kriger er det seneste skud på den tyske stamme af film om politisk ekstremisme og ideologi. I dette tilfælde tages der fat på den nynazistiske ungdom. Den debuterende instruktør, David Wnendt, har selv erklæret, at filmen vil undgå at være belærende og klichéfyldt, og at den er baseret på research. Men det lader til, at hoveddelen af hans research har bestået i at se American History X. Herfra lånes i hvert fald ikke bare temaer, men også plot, karakterer og konkrete scener.
Deutsche Geschichte X
Den manglende kliché må være, at nynazisten i centrum er en pige. Vi starter med at se et stilfærdigt klip af havet, mens en dialog fortæller et eller andet om demokrati. Siden præsenteres vi for den vidunderligt spillede Marisa (Alina Levshin), der lever et whitetrash-liv med sin mor og usympatiske skinhead-kæreste. Sammen er de to med i en lokal nynazistisk gruppe, styret af en slesk ‘godfather’-figur. Hun hader – selvfølgelig – indvandrere, men forbarmer sig i al hemmelighed over en ung afghaner.
Man finder måske et par påfaldende ligheder med førnævnte American History X ovenfor, men der er flere endnu: Det nye, unge medlem af gruppen, der ser op til Marina, som indser, at hun har ledt hende i den forkerte retning. Den ubehagelige voldsscene, der slutter med et spark mod tænderne. Pointen om at ekstremismen kommer af en subtil racisme i hjemmet. Og især slutningen, som jeg ikke kan og må afsløre for meget af, er fuld af ligheder, som man ikke kan se imellem fingre med. Det er dovent, det er kikset, og det er en meget uheldig måde at debutere som instruktør og forfatter på.
Og hvor den skiller sig ud fra sit amerikanske forbillede og andre film af samme type, er hvor den i stedet burde have ladet sig inspirere. Det er i kunsten ikke at være fordømmende, belærende og letkøbt. Neonazisme og vold er forkert, medmenneskelighed er godt, og vi kan alle være venner. De voldelige unge har blot haft en opvækst med svigt og kynisme. Den politiske højrefløj reduceres dermed blot til en fejl i opdragelsen, og der er ingen skurke på den anden side. Den bliver ensidig og tager kun publikums parti, hvor andre stærke ideologidramaer giver uhyggeligt gode argumenter for den “mørke side” og siger, at ekstremisme og vold findes på begge sider. Sådan bliver man provokeret, og sådan tager man en film mere seriøst end en løftet pegefinger uden autoritet.
De tyske styrker
Tyske film har stået ekstra stærkt i flere år, ikke mindst i forlængelse af denne genre, der diskuterer den tankegang og holdning, som de skamfuldt har fortiet i en håndfuld årtier. Og selvom denne film, for mig at se, er et vagt slutskvulp fra denne bølge, fortsætter den en æstetisk styrke, som Tyskland har haft stor succes med de sidste femten år. Og dette skal den have ros for. Billedet og lyden komplimenterer temaet godt og danner den stemning, en sådan historie kræver. Desuden er den unge hovedrolleindehaver, Alina Levshin, det bedste ved filmen. Det lykkes hende at være ligeså ubehagelig og forvrænget, som en nynazist for de fleste af os er, samtidig med at hun påtager sig hovedrollens primæropgave: At have et element af relation til sit publikum og det niveau af sympati, som skal til for, at vi holder med hende.
Men ud over Levshin er Kriger ikke nævneværdig og vil formentlig blive glemt, før den overhovedet er opdaget. Noget siger mig, at det samme gælder for den debuterende David Wnendt.
