Fremfor at være et machoportræt er dokumentaren om Jan Grarup et drama om hovedpersonens splittelse mellem arbejdet og familien. 

Der er en scene i ‘Krigsfotografen’ som viser, hvilke poler Jan Grarup er spændt ud mellem: hans lille søn Elias løber i blenumse hen over en række prøveprint, der er spredt ud på gulvet i et soveværelse, mens Jan står og ser opslugt på billederne. Han lader sønnen løbe over sit arbejde, mens han vurderer resultaterne af rejser fra verdens brændpunkter.

For på den ene side er Jan Grarup én af verdens mest anerkendte krigsfotografer. På den anden er han far til fire børn, som han bliver alene med, da hans ekskone dør af kræft. I mange år har hun været børnenes trygge havn, når Jan har befundet sig i konfliktzoner verden over.  Pludselig må Jan forsøge at tage faderrollen på sig og genfinde nærheden i relationen til børnene.

Krigsfotograf eller alenefar?

Det peger på to meget forskellige historier om Jan Grarup: Er han ‘Krigsfotografen’, der er kendt for at selvmedicinere sin PTSD, eller alenefaren, der vasker datterens jakke forkert? Og hvordan skal man portrættere og vægte de to så forskellige fortællinger om samme mand?

Instruktør Boris Benjamin Bertram har valgt et familiedrama, hvor oplevelserne i krigszonerne spøger for Jan Grarup og derfor også for familien. For man kommer ikke hjem fra verdens brændpunkter uden ekstreme oplevelser i bagagen. Det påvirker familielivet og sætter hverdagens større og mindre episoder i perspektiv.

Den gode historie er den nære historie

Man kan spørge sig selv, hvorfor filmen fokuserer mindre på Jan som krigsfotograf og mere på Jan som familiefar. Og krigsfotografens historie er da unægteligt også en ekstraordinært fascinerende fortælling. At følge Jan, der løber rundt i ruiner i Mosul, bliver et vindue ind i en verden, der er fremmed for os: Der er lig i gaderne, der lyder skud og affyres granater. Det er vigtigt, at vi, der ikke til dagligt er konfronteret med krig, forstår, at det findes. Derfor er Jan Grarups arbejde som krigsfotograf vigtigt, og derfor er dokumentarens skildring det også.

Men det er også en udpræget maskulin fortælling om en mand, der, på trods af eget skrantende helbred og sikkerhed, jagter billedet, historien og måske også anerkendelsen i form af priser og prestige for sin dækning af verdens allermest voldsomme konflikter.

Der er helt sikkert materiale til en hel film der, og det er en god historie. Men der, hvor filmen for alvor viser noget af et menneske, er, når man følger Jan og børnene derhjemme. Der er meget kærlighed mellem dem, men også sorg og smerte efter tabet på moren. Særlig forholdet mellem Jan og sønnen Elias virker anspændt. Det er meget rørende at se farens ofte afviste forsøg på at vise omsorg for drengen.

Et værdigt portræt

Derudover er der en stilfærdighed i måden, dokumentaren er filmet på, som gør den poetisk som en minimalistisk roman. Der er kun enkelte seancer, hvor Jan taler direkte til kameraet. Ellers er det op til seeren at vurdere, hvad mimikken hos personerne på skærmen betyder. Der er meget rum i billederne og ofte god tid til at aflæse hver enkelt scene, hvilket gør filmen elegant og smuk.

‘Krigsfotografen’ afmonterer forestillingen om Jan Grarup som en PTSD-ramt rockstjerne-fotograf og viser os i stedet en familie i sorg. Det er et fascinerende indblik bag om facaden på en anerkendt mand, der tilmed er filmet, så det er en fotograf værdigt.