Klog, sitrende og bjergtagende spillefilmsdebut fra instruktør Christian Bengtson er overvældende filmkunst.

En Mor (Karen Lise Mynster) og hendes voksne søn (Morten Hee Andersen) sidder overfor hinanden på et faldefærdigt og gråt cafeteria.

”Fik du snakket med far?” spørger moren stille.

”Nej” svarer sønnen og ser væk.

Spørgsmålet får hans krop til at spjætte, og han vælter den plastikkop med kaffe, der står foran ham.

De tørrer lydløst op. Hun tager hans hænder i sine og holder dem stramt fast, mens hun søger hans blik.

Anders er anlægsgartner og bor i Aalborg. En lavmælt, ung mand i slutningen af 20’erne. I hans fritid fabrikerer og sælger han ulovligt fyrværkeri som krysantemumbomber.

Hans forældrene driver et fragtfirma i Thy, men bor ikke sammen længere. Anders har ikke talt med sin far (Henrik Birch) i flere år. Tabet af Anders’ bror Mikael står som noget usagt og uoverstigeligt imellem dem.

Men da der er sket et olieudslip på familiens gård, og faren risikerer at miste sit hus, hvis ikke han lægger et millionbeløb, ser Anders en indgang til at nærme sig sin far.

Han foreslår, at den ulovlige handel med krudt kan komme faren til hjælp. Ved at bruge familiens fragtfirma kan de fragte bomber ud i hele landet, og hvis de pakkes ind som vin, vil ingen opdage noget.

Faren indvilliger efter stærkt pres fra sin søn.

Når det gør ondt at trække vejret

Relationen mellem far og søn er filmens fokus. Sorgen fra tabet af Mikael forsøger de begge at holde fra livet, men det er tydeligt ved at æde dem op indefra. Begge er så slidte, at det ser ud, som om det gør ondt at trække vejret, for det minder dem om det, de har mistet. 

Det, de så gerne vil glemme, er kommet til at fylde alt, og ingen af dem evner at sige det, de så brændende ønsker at få talt om. De vrænger af hinanden og evner ikke at se hinanden i øjnene. Enten ser de ned i jorden eller sender hinanden flygtige blikke. Men når den ene ser bort, har den anden blikket rettet stift mod den anden.

Faren og sønnens ulovlige projekt fungerer som en konstant spænding i fortællingen. Vil det lykkes dem at tjene pengene, uden at de bliver opdaget? Den del og deres anstrengte relation er dialektisk forbundet. Relationen er afhængig af, at projektet lykkes, og projektets succes afhænger af, at de kan samarbejde.

Morten Hee Andersen har som Anders sin debuterende rolle i en spillefilm. Selvom han har haft større roller i DR-dramaserier som ’Herrens Veje’ og ’Her til Lands’, er denne rolle mere bærende, og her han kan folde sit utrolige talent til at skildre psykisk smerte ud i større skala. Den unge skuespiller evner til perfektion at skildre det voldsomme hav af følelser, som bølger så kraftigt i ham, og som han gør alt for at undertrykke. Hans smertefyldte blik sidder stadig i mig.

Henrik Birch er uhyggelig som faren, dermed sine truende blikke og sit utilnærmelige kropssprog udtrykker ”Hold dig fra mig”. Samtidig evner han at røre dybt, når han gentagne gange forsøger at række ud efter Anders, som ved for eksempel at tilbyde ham en cola til at lindre hans køresyge.

Den smager af kagecreme

I den knugende atmosfære er placeret små morsomme og rørende lufthuller, en skæv og finurlig hverdagskomik i en ellers meget intens fortælling. Som da faren spørger, om de skal arbejde om aftenen, og Anders fortæller, at han skal ud og drikke glög med en kollega. Her udbryder faren ”Har du en skjorte?” for han vil så gerne, at deres stævnemøde skal gå godt.

Eller da kollegaen spørger Anders, hvilken smag han ryger på sin e-cigaret, og han svarer ”Kagecreme”. Ingen af de morsomme scener virker påklistrede eller sentimentale, nej de vokser naturligt ud af situationerne, der opstår, når karaktererne ønsker at nå hinanden og ikke kan sige det, de egentlig gerne vil.

Komponist Kasper Kaaes musik lægger sig som en perfekt hinde rundt om billederne. Strygeinstrumenter og stille akustisk guitar klinger roligt og stemningsfyldt, og de smukke og underspillede toner forstærker fortællingens fortættede stemning.

Man har som tilskuer tid og mulighed for virkelig at tage universets voldsomme følelser ind. Lydsiden spejles elegant i billedsidens smukke skildring af Vestjyllands barske og golde natur.

Manuskriptet er blottet for klicheer og sentimentalitet. I stedet får vi en knugende, dyb, ægte og umådelig rørende fortælling. Jeg imponeres gang på gang over, hvor mundrette replikkerne er skrevet, og hvor naturligt de leveres af skuespillerne

Christian Bengtson viser med ’Krysantemum’ en imponerende dyb indsigt i den menneskelige psyke og med tanke på hans kun 31 år, er det en endnu større bedrift. Filmen har ingen falske toner eller overspil og benytter sig aldrig af nemme løsninger. Bengtson har tillid til, at vi tilskuere kan føle og tænke selv.

Med hans debut har han skabt filmkunst.