Kusama, en retrospektiv udstilling i filmform.

‘Kusama’ er en dokumentarfilm om den nu 89-årige Yayoi Kusama, en af verdens mest populære kvindelige kunstnere. Hun er mest kendt for sine ikoniske, prikkede uendelighedsuniverser, som opsluger folk over hele verden. Filmen viser Kusamas lange kamp for anerkendelse, fra Japan, til New York, og så tilbage til Japan, før hun endelig opnår sit mål: at blive verdens største kvindelige kunstner.

Psykologi, undertrykkelse og fornægtelse
Historien er rørende og inspirerende fra starten. Der åbnes med Kusamas opvækst i en svært dysfunktionel, men velstående, familie i byen Matsumoto. Faren var notorisk utro, og moren, der havde til vane at lade sin bitterhed gå ud over sine børn, fik den unge Yayoi til at udspionere sin far. En oplevelse som skulle forme hendes psyke og forhold til seksualitet og kærlighed gennem hele livet. Kusama begyndte også tidligt at opleve hallucinationer, som blev begyndelsen på en fascination, nærmest en besættelse, af de prikker, som senere skulle gøre hende verdensberømt. Familien var dog ikke særlig tilfreds med hendes beslutning om at blive kunstner, og de forsøgte ganske aggressivt at tage drømmen vek. Her begynder en tragisk historie om psykologiske problemer, undertrykkelse og fornægtelse, som kommer til at præge hele Kusamas historie.

Traditionel på grænsen til kedelig
Det hele fortælles på bemærkelsesværdig traditionel vis af filmskaber Heather Lenz.  For det meste er det Kusamas kunst som er i fokus. Filmen er bygget op af interviews med mennesker som kendte Kusama i forskellige perioder af hendes liv, samt Kusama selv, men der vies ikke meget tid til disse interviewpersoner. I stedet klippes der gerne direkte over til en lidt rolig kamerabevægelse over et kunstværk, eller arkivfilm. Det er en effektiv og respektfuld måde at fortælle historien på, men det bliver lidt tamt i forhold til Kusamas vilde og kontroversielle personlighed. De psykologiske problemer som nævnes gennem filmen bliver aldrig uddybet, Lenz vælger heller at have fokus på kunsten og kampen. Det gør narrativet lidt mindre tilfredsstillende, men det er måske naturligt med Lenz’s kunsthistoriske baggrund og åbenbare beundring for Kusama i betragtning.

Respekt på bekostning af innovation
Selv om jeg havde håbet på en dokumentar som var lidt mere innovativ i sin fortællemåde, gjorde filmen akkurat det den skulle, den introducerede mig for Kusama. Før jeg så den, var hun og hendes værker mig helt ubekendte, og jeg forlod biografen med en ny respekt for denne virkelig banebrydende kunstner. Måske er den respektfulde tone en reaktion på netop den manglende respekt hun fik af kunstverdenen. I så fald er den virkelig fortjent.

Det kan også have noget at gøre med at det er vanskeligt at lave en dokumentar om en som fortsat er i live, især hvis du har enorm respekt for vedkommende. Indtil videre er i hvert fald jeg tilfreds med at have fået min horisont udvidet, selv om jeg venter i spænding på en film som kan gå mere i Kusama’s fodspor når det gælder indlevelse.

Foto: Camera Film