David Fincher holder sin habile sans for at portrættere usunde relationer og forstyrrede mennesker intakt i en medrivende og interessant krimi-thriller.
”I think people are perverts […] That’s the foundation of my career.” Sådan siger instruktør David Fincher, i et interview, refererende til sit publikum. Med ’Kvinden der forsvandt’ får man da også fodret sin indre perverterede sjæl, omend det ikke er i ligeså høj en grad som med andre af hans film. På Nick (Ben Affleck) og Amy Dunnes (Rosamund Pike) femårs-bryllupsdag forsvinder Amy sporløst, og en landsdækkende eftersøgning bliver igangsat. Men mens der ledes efter Amy, graves der i Nick og Amys ægteskab, og her begynder skeletterne snart at vælte ud af skabet, og mistanken til Nick tager til.
Reznor og Ross brillerer i Fincher-land
Vi ser igennem nogle scener, hvordan Nick og Amy mødte og forelskede sig i hinanden. Vi ser, hvordan Nick kyssede Amy for første gang. Denne scene emmer af en helt særlig stemning. Da en form for sonar-lyd dukker op på soundtracket, bliver det tydeligt, at det er her, stemningen hovedsageligt kommer fra. Sonar-lyden giver følelsen af at være dybt under havet i en u-båd, og det kunne ikke være en mere original eller fin måde at give lyd til en kærlighedsscene. Det er også selv samme soundtrack, der hurtigt bliver foruroligende, i den måde det kommer til at virke faretruende harmonisk. Mændene bag soundtracket er Trent Reznor og Atticus Ross, der før har arbejdet med Fincher på ’The Girl with the Dragon Tattoo’ og leveret det mesterlige soundtrack til ’The Social Network’. Deres aftryk er her igen umiskendeligt.
I medgang og modgang
Da det efterhånden viser sig, hvor usundt Nick og Amys ægteskab er, og hvordan talrige andre mennesker bliver inddraget i deres eget kyniske spil med hinanden, vandrer tankerne hen til Mike Nichols’ ’Who’s Afraid of Virginia Woolf?’. Ganske vist er karakteren af de to forhold ret forskellig, men de ligner hinanden, ift. hvordan de har en form for grotesk humor over sig, og hvordan andre kommer i klemme imellem dem. Richard Burtons citat ”It’s all blood under the bridge.” fra Nichols’ film er også passende, når det kommer til den måde, Nick og Amy lever videre, med de monstrøsiteter deres ægteskab har afstedkommet. Det er et sort syn på et ægteskab, men det præsenterer os for nogle interessante overvejelser omkring Nick og Amys forventninger til hinanden og dem selv. Især Rosamund Pike spiller suverænt rollen som den intelligente, men stærkt tvivlsomme Amy.
Satire af medierne
Den tiltagende mediestorm mod Nick Dunne bliver filmens anledning til at fremstille medierne i et mindre flatterende lys. Der bliver gjort grin med den måde, medierne fodrer vores hævnfantasier såvel som trang til at kåre et offer og en skyldig i enhver sag. Specielt det fiktive program med værten Ellen Abbott (Missi Pyle) er en veritabel bullshit-maskine, der kaster om sig med beskyldninger og substansløse gisninger omkring Nick.
Der er talrige kvaliteter i David Finchers seneste film, som tager os med gennem hovedpersonernes snoede psyke. Selvom der er visse mindre pæne plothuller, mindskes interessen for filmen ikke, og vi kan med pervers nydelse se mennesker gøre forfærdelige ting, og blive ved med at dyrke usunde og destruktive forhold.