Filmatiseringen af Jussi Adler Olsens krimi ”Kvinden i Buret” er et godt, gedigent og enormt velspillet dansk krimidrama. Vi kender opskriften på genren, og ingredienserne i denne krimi er ikke mindre klichefyldte end en amo-chokoladekage. Men klicheer er til af en årsag, og når de leveres med en fængslende præcision som denne, så kald det blot et mesterværk i egen vægtklasse.

Vicekriminalkommissær Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) er kort tid efter en farlig sag, der efterlod hans ene partner død og den anden lam, tilbage hos politiet for at genoptage sit arbejde i drabsafdelingen. Hans kone har forladt ham, og han pimper nervemedicin og whisky. Han er et vrag, der kæmper med en masse tab, der højst sandsynligt skyldes egne valg og fravalg. Ergo er han vores klassiske antihelt. Hans tilstand taget i betragtning nægtes han adgang til drabsafdelingen, men bliver i stedet leder af den nyoprettede Afdeling Q (verbal lussing og degradering), der kun består af ham selv og den stærkt uønskede assistent, Assad (Fares Fares). Afdeling Q er afdelingen for uopklarede sager, og deres opgave bliver nu at genlæse sagerne og rent kvantitativt lukke så mange som muligt om ugen (idiotarbejde). Blot én dag tilbagelægges før Carl støder på mysteriet om politiker Merete Lynggaards ”selvmord”. En sag han husker som fejlbehandlet fem år tidligere. Han genåbner sagen og leder Assad og sig selv ud på en grusom færd, der lyser op for de mørkeste sider af et samfund. Merete lever som kvinden i buret en brutal tilværelse som offer for en psykopats barbariske hævntogt.

Lys & Mør(c)k
Filmen berører kun let hovedpersonernes karakter udenfor sagen. Det eneste, vi kender til den rare og sympatiske Assad, er, hvor han spiser, at han ikke taler særlig godt dansk, og at han på en eller anden måde ligesom Carl har gjort sig ”fortjent” til Afdeling Q. Mystikken omkring karaktererne er dog en veltænkt cliffhanger og virker som en drivkraft for at se de kommende film i serien. Assads positive adfærd er en lys og livgivende kilde til Carls ellers dystopiske sind, hvis efternavn, Mør(c)k, jeg stærkt tvivler på er en tilfældighed. Sammen er de filmens handlende element, og de er også enormt underholdende. Filmens alvor brydes nemlig af en god dansk sarkasme – ofte serveret af den arrogante og næsten sociofobiske Carl Mørck.

Kvinden i buret
Sonja Richter spiller rollen som den dygtige og vellidte politiker Merete Lynggard aka. kvinden i buret. Fortællingen om hende, hendes forhold til sin hjerneskadede lillebror Uffe (Mikkel Boe Følsgaard) og hendes grusomme tilfangetagen, er hjerteskærende. Scenerne fra buret er så ubehagelige og satans velspillede, at jeg må indrømme ikke at have set dem alle.

Hvor er de tomme pladser?
Den eneste mangel, hvis man skulle være krævende, er flere implicitte ledetråde så krimientusiasten kan deltage i opklaringen. Hvert nyt spor leder hurtigt mod en forklaring, og der er ikke tid til modtagerens eget detektivarbejde. Det er mere ærgerligt end det lyder, da det betyder, at filmen ikke overrasker.

Filmen tilbagelægges på action-packed 97 min. (en længde, der er en sjældenhed i 2013), og alle 97 minutter er en velbalanceret blanding af gys, spænding og humor.
Kvinden i buret er uden undtagelse et blændende velspillet krimidrama.