‘Kvinden i guld’ er baseret på en interessant historie, men filmen selv drukner i følelsesladede Hollywood-klicheer.

Nogle af de mest rørende film, Hollywood nogensinde har skabt, er baseret på Holocaust. Film som ‘Schindlers Liste’ og ‘The Book Thief’ formår at formidle den måske mest frygtelige menneskelige ugerning nogensinde på en rørende, og alligevel til dels realistisk, måde. Derfor er det altid med spænding og forventning, at jeg tager i biografen for at se film om holocaust. Desværre lever ‘Kvinden i Guld’ instrueret af Simon Curtis ikke op til disse andre films standarder.

‘Baseret på en sand historie’
‘Kvinden i Guld’ handler om Maria Altmanns (Helen Mirren) kamp for at genvinde et berømt og værdifuldt maleri, hvor hendes moster er afbilledet, og som blev stjålet af nazisterne under 2. Verdenskrig. Dertil søger hun hjælp hos den uerfarne advokat Randy Schönberg (Ryan Reynolds). Sammen sagsøger de den østrigske stat for at få maleriet tilbage til Maria, og i denne proces tvinges de begge til at reflektere over deres familiers fortid under jødeforfølgelsen i Østrig.

Fejlcastede stjerner
Mit største problem med filmen er castingen af hovedrollerne og primært castingen af Helen Mirren som Maria. Jeg har svært ved at købe præmissen om en britisk skuespillerinde, der spiller en østriger, som har boet halvtreds år i Los Angeles, og Mirrens forsøg på en østrigsk accent tog mig konstant ud af filmen. Ryan Reynolds som Randy fungerer bedre, da han i det mindste stammer fra Nordamerika men det er også svært for mig at se Reynolds som mislykket advokat, og jeg tror filmen ville være bedre tjent med at have castet mere ukendte skuespiller i hovedrollerne.

Selvom historien er baseret på virkelige hændelser, virker den utroværdig. Maria virker ikke specielt interesseret i at skaffe maleriet tilbage igennem filmen. Hun gør det for at rette op på den ugerning, nazisterne begik, men alligevel fremstår begrundelsen en smule selvisk. Hun overvejer aldrig, hvor mange mennesker, som har glæde af billedet på det østrigske museum, hvor alle kan se det, men tænker kun på at få maleriet væk fra Østrig, og man kan ikke lade være med at tænke på, om hun i virkeligheden kun gør det for pengene.

Fokus bliver undervejs flyttet fra Maria til Randy, som virker også som en mere gennemført karakter, fordi han i det mindste erkender, at han i starten hjælper Maria for pengenes skyld. Desværre er hans historie også meget klichefyldt. For eksempel via den gravide kone, som presser ham til at opnå succes.

Forkert fokus
Filmen indeholder sideløbende med hovedfortællingen flashbacks til Marias tid i Wien. Her fungerer den rigtig godt. Scenografien er flot, for eksempel da nazisterne marcherer ind i Wien. Der er brugt hundredvis af statister, og scenen føles virkelig som et autentisk blik ind i Østrig under 2. Verdenskrig. Desuden bliver der her talt rigtigt tysk, og det hjælper på indlevelsen modsat scenerne med Mirren og Reynolds. Historien under 2. Verdenskrig virker samtidig meget mere dramatisk end scenerne, der er sat i 1998. Der er væsentligt mere på spil, når det gælder liv og død i forhold til en kamp for at få et maleri tilbage. Desværre kammer filmens flashback-scener også over hen mod slutningen, hvor violinerne spiller for fuld musik, og det hele begynder at nærme sig følelsesporno.

Spildt potentiale
Det var dermed med en slukøret fornemmelse, at jeg gik ud fra biografen. ‘Kvinden i Guld’ kommer ikke op på siden af de store film om Holocaust og føles i stedet ujævn med underlig casting. Dog er flashbackene til 40’ernes Østrig rørende og interessante, og det redder filmen fra at være en elendig affære til nærmere at være middelmådig.

3/6 stjerner