Af HENRIK SEEHUUSEN

De to lysende stjerner på den internationale opera-himmel, Anna Netrebko og Rolando Villazón, bevæger sig fra de skrå brædder op på det store lærred. Konstellationen har været enormt succesfuld de senere år, og har henrykket publikummer over hele verden med deres optrædener i forskellige operaer. Den opera som er valgt til deres første filmoptræden er Puccini’s La Bohème, en regulær klassiker, som bør kunne trække operainteressede i biografen.

Operafilm er en ganske smal genre, og La Bohème gør intet for at ændre ved det. Bryder man sig ikke om opera, har man svært ved at forstå det, finder man det kedeligt, snobbet eller andre typiske holdninger, så er der ikke noget at komme efter her. Det er opera fra start til slut, og uden dikkedarer. Alle folk synger, både alene og i munden på hinanden, og historien bevæger sig langsomt og uden mange skift i locations. Alt er som på scenen, bortset fra at skuespillet er tonet en anelse ned (ikke meget), og musikken er optaget på forhånd.

Selve idéen med at tage en opera og sætte den på et lærred i et kunstnerisk-naturalistisk univers er ganske speciel, og virkelig noget som kræver tilvænning fra publikums side. Fra scenen er man vant til de overdrevne gestikulationer, det virkelige orkester, samtaler sunget så kraftfuldt at man bliver revet med i følelserne og publikums summen. Fra filmen er man vant til et solidt narrativ, rejser udi forskellige universer (de være sig indre eller ydre) og en øvelse i at forstå følelser uden at de bliver udtalt, endsige udsunget. Sammensmeltningen er svær at få til at lykkes, og det lykkes da også kun delvist i La Bohème. Det er helt klart at instruktøren er på operaens side. Filmen dukker op når der er mulighed for det, men det er ikke meget plads der bliver tilbage, det meste af tiden skal man jo se de syngende synge sange til hinanden. Skal man være lidt grov, kan man beskrive La Bohème som en kliché over en klassisk opera, skal man være lidt venlig, kan man kalde den en hyldest. For undertegnede er hyldesten den betegnelse som klinger bedst, fordi som sagt, kan man ikke lide opera vil man ikke kunne lide La Bohème, men kan man lide opera, er det svært at brokke sig ret meget over den.

Stemmerne i filmen er gode, de to stjerner leverer varen som man forventer, og de har et ganske udmærket supporting cast. Nogle af rollerne bliver spillet af skuespillere og sunget af andre, og det fungerer fint, man lægger ikke mærke til det. Selve historien i operaen, den smule som er der, er umådelig simpel og arketypisk, med nogle krumspring som forvirrer og ikke virker gennemarbejdede. Dette kan naturligvis langt bedre accepteres på scenen, hvor man får så meget andet, men lige netop på film virker et usikkert narrativ meget forstyrrende, og opera er sjældent en narrativ kunstart.

La Bohème kan ikke anbefales hvis man blot vil forsøge at få en oplevelse af en opera. Der kan kun scenen give det optimale vurderingsgrundlag. Er man opera entusiast, er der dog en relativ billig fornøjelse at hente, mens man venter på at Netrebko og Villazón bliver lokket til en dansk opsætning. Det sker jo nok aldrig.

4 ud af 6 stjerner