Af Sandra Holm
Bag de prægtige neobarokke mure i operaen, langt fra den parisianske hverdag på de stejle gader og brede boulevarder, holder balletkompagniet i Paris til. Her lever kunsten i bedste velgående, altid pulsende, i evig forandring, for at vi, publikum, på udvalgte aftener kan trække stikket ud og lade virkeligheden tilbage i entréen.
Hvis du troede ballet kun var lyserøde strutskørter, hvide prinsetrikoter og flødeskumskulisser, kan du godt tro om. Hver en elegant, svævende bevægelse, er resultatet af mange, lange, hårde timers træning. Både når det gælder de klassiske stykker, som Romeo og Julie og Paguita, og bestemt også når motorik, fleksibilitet og tempo for alvor bliver sat på prøve med pikante og abstrakte samtidsværker. Det er ikke af bekvemmelighed balletdansere pensioneres som 40-årige. Men nogen få klip er rammen sat og vi bevæger os rundt i kulissen uden vores tilstedeværelse bemærkes.
Frederich Wiseman, oprindeligt jurist fra Yale, siden instruktør, er en garvet dokumentarist. I 1970 grundlagde han produktionsselskabet Zipporah Films, Inc., der siden hen har været distributør af hans dokumentarfilm. Med denne, har den nu 80-årige Wiseman instrueret sin 38. film. Selv kalder han dem for ”virkelig fiktioner” og hører til den type filmmagere/dokumentarister der tror på, at sætter de et kamera op, vil filmen udspille sig af sig selv. Med denne overbevisning har Wiseman ”blot” installeret en række kameraer i operaen og over ni uger filmet og ladet livet tale for sig selv. Eller rettere, udtrykke sig selv. Gennem prøver med korps og koreografer, syerskernes koncentrerede påsætning af palietter med pincet, og en række rammesættende, stemningsbærende stills, går tingene sin målrettede gang. Den fremaddrivende dynamik og motivationen for alles slid, får Wiseman perfekt illustreret ved at følge prøverne til dørs og giver os et kig af de færdige forestillinger.
Uden nogen præsentationer, interviews eller udtalelser henvendt til beskueren kunne man godt frygte at filmen blev noget upersonlig, men grundet dens længde (156 min.) og ægtheden, alvoren og humoren, i personernes ord og handlinger bliver den meget vedkommende. Til tider er det dog en smule forvirrende at man aldrig er helt sikker på hvilken forestilling man følger, men kan man lægge dette fra sig, er de ”tilfældige” billeder velkomponerede, nysgerrige og stemningsfulde. Og i samspil med prøvesalens klimprende piano, forestillingens temposættende orkestermusik, eller bygningens stilhed er det alt i alt en sansemættende montage Wiseman har kreeret.
La danse vandt en César for bedste dokumentar på den franske filmfestival af samme navn sidste år, og Wiseman selv, har gennem tiden vundet nogle flotte priser, senest Special Achievement Award af American Society of Cinematographers.
Der er langt mellem dokumentarfilm som denne i de danske biografer. En dokumentarfilm der ikke fremstiller død og ødelæggelse, i en verden vi kan takke os selv for at kører i sænk, er efterhånden en sjældenhed. Den er ikke et wake up call, men snarere et klap på skulderen. En simpel opfordring til at lægge dine tunge mørke samvittighed på hylden for et øjeblik og nyde skønheden og kunsten. En opfordring undertegnede mener man bør unde sig selv at følge.
5 ud af 6 stjerner.