Damien Chazelle følger op på den mesterlige ‘Whiplash’ med en musical, der på en og samme tid låner fra fortiden og intelligent opdaterer genren.

Navnet ‘Genevieve’ står skrevet på notesblokken. Mia (Emma Stone) er aspirerende skuespiller og i færd med at penne manuskriptet til hendes one-woman teaterforestilling. Hendes hjertenskær, pianisten Sebastian (Ryan Gosling), drømmer om egen jazzklub. Ungdommens gåpåmod. De dagdrømmer i fællesskab, men som det ofte går, må én drøm vige for en anden. Det minder om Jacques Demys musicalklassiker ‘Pigen med paraplyerne’ fra 1964. Hvad var det nu kvinden hed i den?

Dans mellem stjernerne
‘La La Land’ er den kun tredje spillefilm fra amerikansk films nye vidunderbarn Damien Chazelle. Den kun 32-årige eks-trommeslager har altid musikken som omdrejningspunkt i sine film og ‘La La Land’ må siges at være en kulmination på dette. I en hyldest til de klassiske Hollywood-musicals fra midten af det 20. århundrede, sættes alle sejl til for at skabe et sansebombardement af en filmoplevelse. Og det virker. Vi føler glæden, humoren og ind i mellem sorgen når de to elskende danser sig gennem solnedgange, poolparties, stjernebilleder og opulente malede scenografier.

Filmens visuelle inspirationer er mange og historien om et ungt par, der sætter kærligheden på spil i jagten på deres drømme, er velkendt og endda lidt forudsigelig. Alligevel er ‘La La Land’ en oplevelse fuldstændig ud over det sædvanlige.

Mindre gakket, mere ægte
Det er næsten en Hollywood-musical foreskrevet, at historien skal være simpel. Lykkeligvis er simpel er ikke altid lig med banal og  ‘La La Land’ er et enestående eksempel herpå. Chazelle har opdateret den gamle formel, navnligt gennem karaktererne, der fremstår langt mindre stereotype og gakkede end eksempelvis ‘Singin’ in the Rain’ (1952). De er ægte mennesker, med ægte følelser, der formidles effektivt uden nogensinde at virke forceret. Hvad der nemt kunne føles bagudstræbende bliver i stedet nyskabende.

Når Sebastian tvinges til at spille julesange i stedet for jazz på arbejdet, rettes kameraet fast mod hans vrangvillige fjæs. Og igen da han til et poolparty er hyret til at spille 80’er-klassikere på såkaldt keytar. Der synes langt til jazzklubben og Ryan Goslings ufornøjede ansigt gør det på komisk vis klart, at situationen da kunne være federe. Sammen med en indfølt Emma Stone udgøres et nær-perfekt par.

Musikken i filmen er et kapitel for sig og er smukt integreret i fortællingen. Den virker forstærkende i følelsesladede momenter og glimrer ved sit fravær, når det skal gøre rigtig ondt. Mesterligt struktureret, målt og vejet. Filmen sætter, ligesom sine dansere, ikke mange fødder forkert, mens publikums stænger får sig en fejetur.

Et dynamisk overflødighedshorn
‘La La Land’ er en teknisk bedrift udover det sædvanlige. Dynamisk og overdådigt fotograferet af svenske Linus Sandgren, fuldender han det filmiske overflødighedshorn filmen er. Damien Chazelle forstår at lade sig inspirere uden at kopiere. Der kan drages tydelige plotmæssige paralleller til tidligere nævnte franske 60’er-musical, men miljø og karakterer er komplet anderledes – tonen er en anden. ‘La La Land’ er et stort værk i egen ret og en biografoplevelse uden sidestykke.