Den überhypede, kritikerroste, oscarnominerede ’Lady Bird’ har nærmet sig de danske biografer med en fart, der får det københavnske metrobyggeri til at ligne japansk effektivitet til sammenligning. Men er den ventetiden værd?
Christines high school er privat og katolsk. Christines mors brede kæbe vidner om, at hun er hård i filten. Christine har døbt sig selv ’Lady Bird’ til mellemnavn, hun har lyserødt hår og er stålsat i sin søgen efter anerkendelse. Hun er dværgplaneten Pluto, desperat efter at få en plads i solsystemet. Men det er ikke hendes skoleuniforme tilværelse befolket med nonner, hun vil anerkendes i. Hendes barndoms Sacramento hænger hende ud af halsen, og hendes principfaste moder ligeså. Som for en hver anden pige med lyserødt hår, er Californiens sjettestørste by slet ikke stor nok.
Eminent genrefusion
Både ungdoms- og coming-of-age-filmen er, når de er værst, omtrent ligeså opfindsomme som plantegningen til et storcenter i provinsen. Men i ’Lady Bird’ er følelser, komedie og kunstnerisk vision afbalancerede, så selv gængse filmiske overgangsriter ikke fremstår kiksede. Tværtimod foregår mange af filmens mest rørende scener mellem mor og datter i noget så banebrydende som en metallic blå stationcar.
Ekstremerne i forholdet sættes på spidsen i filmens første scene, hvor det går fra en fin samhørighed til ragnarok. Mor og datter har på en lang køretur hørt hele Steinbecks ’Vredens druer’ på lydbog og er begge rørt til tårer. Fem minutter senere kaster Christine sig i protest ud af den kørende bil. ’Lady Bird’ er altså på mange områder både prætentiøs og dramatisk, men kommer overbevisende i mål på grund af imponerende skuespilpræstationer.
Saoirse, Lucas og Timothée
Saoirse Ronan indkapsler Christine ”Lady Bird” underholdende og ægte. Pigen, som skriver navnene på sine forelskelser på væggen bag sin seng med sprittusch, men som også tager initiativ til både at tale, danse og kysse med dem. Ungdomsforelskelsen og den spirende seksualitet er vist mere nuanceret end før og tillader ovenikøbet sin kvindelige hovedperson et moderne forhold til sine drifter.
Ronan akkompagneres af Lucas Hedges (Manchester by the Sea), hvis komiske talent passer perfekt til rollen som en WASPy drama-nørd i polotrøje. At filmverdenens nyeste ikon Timothée Chalamet (Call Me by Your Name) spiller alt andet end polyglot, sympatisk vidunderbarn og tværtimod anarkistisk, lunefuld badboy, vil formentlig for mange være billetprisen værd i sig selv.
Genlev teenageårene
At afskrive Lady Birds mor som en kontrollerende kvinde med en bred kæbe, ville være forkert. Bildte man sig ind at hun var hårdkogt, mindes man utvetydigt om, at hun er bundsympatisk, da hun det meste af filmen er iklædt blå sygeplejerskeuniform. Der er ingen tvivl om kærligheden til datteren, men også en stor frustration, som på trods af lige lovligt mange deklarationer af sit lod som den evige ”bad cop”, i det meste af filmen skildres ret subtilt. Både mor og datter forstår krigsførelsens kunst, og som seer forstår man dem begge.
Det er muligt, at ’Lady Bird’ vil gå henover hovedet på mange, der blot vil se et solidt, halvsjovt ungdomsportræt. Men det skal ikke underkendes, at ’Lady Bird’ også er noget ganske særligt. Er man stadig i post-teenagefasen, hvor pointen i ens opdragelse begynder at dæmre, kan filmen meget vel ramme lige der, hvor voksenlivet giver én en knude i maven. Man kan også bare nyde den som en underholdende film. Eller se den med sin mor og lade kinderne vædes af mindet om den barndom, man aldrig får igen.
