Af Sandra Holm
Rodolpe Marconi har på baggrund af 300 timers råfilm lavet en dokumentar om Karl Lagerfeld. Der er ikke tidligere lavet en sådan dokumentar. Der er ingen autoriserede biografier eller memoirer. Alle interviews er udelukkende professionelle. Med mørke briller og nypressede flipper kan de fleste se ham, for sit indre øje, som han oftest fremstår, omgivet af filmstjerner, modeller og andre lidt for kendte mennesker. Til modeshows, på catwalken og i de store modemagasiner. Fascineret af the man behind the sunglasses har den unge franske instruktør skabt et nærgående og intimt portræt af et af vor tids største ikoner. Karl Lagerfeld er fuldt involveret, så det er med en tydelig tryg fortrolighed i Marconi, vi får lov at se verden gennem instruktørens personlige linse, når han går Lagerfeld i hælene og dermed får indsigt i hans private liv såvel som offentlige.
Vi møder Karl Lagerfeld i, hvad der synes at være en systematisk rodet herskabsvilla. Han byder os velkommen i sit soveværelse, hvor væggene er gemt bag en mur af bøger og skufferne bugner med klart pressede skjortehalse. Gennem Marconis linse kigger vi os nysgerrigt omkring og der er meget at gå på opdagelse i! Karl Lagerfeld selv er ved at gøre sig klar til at tage af sted. Hans look er fejlfrit da vi ankommer. En skål med ringe, nogle kjoler og et par ekstra skjortekraver ryger ned i en stor Louis Vuitton taske og vi er på vej igen. Ved bilen fortæller han sin chauffør, med et nik imod os, at Marconi synes han ligner en præst, smiler og sætter sig ind på forsædet. Uden brug af effekter, blot et velredigeret miks mellem situationer som den netop nævnte og interviews, får Lagerfeld fortalt os om sin barndom, sit arbejde, tilfældige synspunkter og personlige oplevelser. På en halvkronologisk måde, giver det os nok til at danne til billede af et enestående menneske, men uden af afmystificeres ham.
Det er en høflig instruktør vi har med at gøre, flere gange morer det Lagerfeld gevaldigt at hans spørgsmål bliver så politisk korrekte at han ender med at tale om dette, snarere end at besvare spørgsmålet. Man opdager hurtigt at han har tænkt meget og har en mening om alting. Og oftest også et svar.
Da man første gang får et glimt af Karl Lagerfeld uden briller, går det for alvor op for en, at det ikoniske billede han har skabt af sin selv i vores bevidsthed, ganske vel er gennemført og uigennemtrængeligt, men det har intet med brillerne at gøre. Det visuelt skarpskårne ydre er det mindst fascinerende ved ham. Karl Lagerfeld er et karismatisk menneske, kompleks og foranderlig, fuld af humør og opmærksomhed, og samtidig stærk, fremaddrevet, konsekvent og velvidende om sit talent. Han formår at være dobbeltmoralsk uden samtidig at være hverken upålidelig eller ubeslutsom, i kraft af sin selvbevidsthed.
Trods hans tydelige behag i Marconis selskab, han bliver aldrig helt blød. Han er i evig kontrol, over situationen og sig selv, men det er vel netop derfor, han er det ikon, brand, som han er i dag. Selvom man et øjeblik føler man har set Karl Lagerfeld blive menneske i dette portræt, et storslået et af slagsen, er man samtidig aldrig i tvivl om at vi aldrig vil vide præcis hvordan han er bag lukkede døre. Men det er heller ikke meningen. Man skal ikke kende Karl Lagerfeld, man skal bruge ham. Vi skal udvikle og forny os hele livet, og det er i ikoner som ham vi kan finde vores inspiration. Han formulerer selv sit drive således:
”If life was really better before, there would be no reason now to continue.”
5 ud af 6 stjerner.