Lasse Hallström har længe været en af Hollywoods mest trofaste leverandører af simple kærlighedshistorier indrammet i etiske og politisk ømme temaer. Med Johnny Depp og Leonardo DiCaprio i styringen blev psykisk sygdom og tvivlsom forældremyndighed gransket i Hva’ så, Gilbert Grape?, og i Æblemostreglementet blev abort og incest diskuteret med største omhu i samarbejde med blandt andre Michael Caine og Tobey Maguire. Men siden Chocolat er Hallström-filmenes kvalitet faldet stødt, og spørgsmålene til etik og samfund er revet væk af rom-com’ens stærke hovedstrømning.
Men alt håb er dog ikke tabt for den svenske instruktør, for med Laksefiskeri i Yemen hjælpes Hallström kyndigt tilbage imod den stærke strøm af et velskrevet, humoristisk manuskript og en række af pragtpræstationer fra toppen af den britiske skuespillerelite.
Af Kasper Vegeberg
Især Ewan Mcgregor er i absolut topform i rollen som den kedelige fiskeri-embedsmand Dr. Alfred Jones, der ved filmens begyndelse er aldeles opslugt af spørgsmålet om, hvordan man får den unge Youtube-generation til at interessere sig mere for vårfluer. At spørgsmålet måtte virke komisk på de fleste falder ham ikke ind, og det kommer da også til udtryk, da han finder det yderst morsomt at modtage et spørgsmål om, hvorvidt det er muligt at indføre laksefiskeri i Yemen. Spørgsmålet stilles af Harriet (Emily Blunt), der arbejder på vegne af en yemenitisk sheik (Amr Waked) med en stor passion for fluefiskeri. Svaret er helt og holdent nej, men da regeringen har brug for et positivt ladet mediekort at spille med Mellemøsten, sætter statsministerens pressechef (Kristin Scott Thomas) det håbløse lakseprojekt i gang. Det går ud over den fiskerifanatiske Fred, der sammen med Harriet må rejse til Yemen og udrette det umulige.
McGregor og Blunt har en vidunderlig kemi fra start til slut. Den starter naturligvis, konventionen tro, som en antikemi, og her fungerer den bedst. Det skyldes ikke mindst, at der spilles godt på McGregors karakter, der konstant taber ansigt, når han prøver at puste sig trodsigt op imod verden med sin fiskeekspertise. Blunts karakter har dog også sin ære at høste, da hun, på grund af en netop udsendt kæreste, går koldt og kynisk ind til projektet og lader al Freds vrede suse hende forbi, og det giver en sød og effektiv komik.
Paul Tordays debutroman af samme navn har da også fået stor ros for sin raffinerede humor, der dog stikker mere i retning af specifik satire. Simon Beaufoy har i filmens manuskript valgt at skrue ned for satiren og gøre den mere generel. Der er derfor ingen henvisninger til konkrete politikere, og selvom det er lidt en skam, da det gør de kritiske rammer mere overfladiske, vil det nok give pote i det lange løb. For politikernes desperate søgen efter positive historier til at mislede den sofaklæbende befolkning med vil nok altid eksistere, og det er såmænd også ganske sjovt portrætteret her.
Men de store spørgsmål stilles ikke. Det synes ellers oplagt at komme lidt mere indgående i kontakt med de mellemøstlige konflikter og Vestens konstante påvirkelsestrang, men overfladen af temaet skrabes knapt. Man har derimod valgt at fokusere på de åbenlyse laksemetaforer med at gå imod strømmen, og den ellers nok så interessante sheik-figur bruger lange passager på at affyre spandevis af fiskerifilosofier, der afspejler verden og et forenet trossamfund. Ganske fint er det, og det virker i og for sig velplaceret nok i filmens overordnede stemning, men vovet bliver det aldrig.
Konventionerne er ret nok til stede, og det er heller ikke svært at gætte, hvordan filmen ender, men man glemmer helt at være snobbet omkring det, simpelthen fordi fortællingen er så forbandet sød og varmende i en tid, hvor man er begravet i storladne blockbustere og dybdeborende indiefilm. Og både Beaufoy og Hallström har endnu engang bevist at mestre deres konventioner til fulde, og det er det, der gør, at filmen hæver sig over de andre romantiske komedier, der huserer i biograferne disse dage.
Laksefiskeri i Yemen er en film, der fortjener at blive set, og det skylder man også sig selv. Den er sød og dybt charmerende, og selvom den ikke flytter filmisk grund, så står den solidt og stærkt i sin egen genre. McGregor og Blunt er et af årets bedste filmpar.
