I en verden, hvor elvere og magi ulmer under overfladen parallelt med det moderne danske samfund, står budskaberne om samarbejde og venskabelige kvaliteter uklare og slørede som sigtbarheden i en grumset skovsø.

Nostalgisk ‘throwback’

Jeg kan huske da ‘De Fortabte Sjæles Ø’ (2007), med dens fortryllende mix af ond overnaturlig hekseri og ungdomsdrama, efterlod mine klassekammerater og mig hungrende efter mere. Jeg forsøger stadigvæk til denne dag at glemme Paprika Steens præstation i den titulære rolle som Vikaren, efter hun i 2008 gjorde mine håndflader svedige og gav mine forældre deres uges værste nattesøvn grundet mine hyppige mareridt.

Det er en kærkommen og definerende ting, når de unge og barnlige sjæle kommer i biografernes polstrede højsæder, og filmene giver en hel generation et fælles univers at tale reflekterende om og spejle sig i.

I 2018 forsøger ‘Landet Af Glas’ at videreføre den stolte opgave at underholde ungdommen.

Den moderløse (og lidt for cool til at bede andre om hjælp) teenager Jas (Albert Rudbeck Lindhardt) er alene hjem i en weekend. Han passer sig selv, og vil egentlig hellere undersøge skovbunden og gå lange ensomme ture blandt faldefærdige drivhuse, end hænge ud med sin bedste ven Isak (Arien Takiar).

Der går ikke længe før end mærkelige lyde, rumsteren i den gamle lade og mystiske mørkklædte personer i skovkanten får skovlen under selv den mest kyniske teenager. I sin søgen efter svar på de mærkelige hændelser møder Jas den unge pige Neia, og derfra starter deres eventyr med elvere, magiske perler og (selvfølgelig) venskab.

Show dont tell
Det er vigtigt at skabe en troværdig setting gennem små sekvenser som etablerer verdenen vi i en film befinder os i. Her har ’Landet Af Glas’ den klare fordel, at omgivelserne på manuskript-plan nærmest tvinger gudeskønne billeder ud af enhver sekvens af adventure-dramaet. Jas’ forældre drømte nemlig om deres egen drivhusplantage, men efter moderens død er glashusene, lig parrets drømme, gået i forfald.

Eksekvering er i top på den visuelle front, men ‘Landet Af Glas’ stærkeste kvalitet, i form af det gode kameraarbejde, misbruges dog i sidste ende komplet. De skønne etablerings shots bliver klippet ind utroligt ofte og i så lange længder, at de tidligere DR-børneværter Marie Rønn og Jeppe Vig Find’s film nærmere bliver en reklame for det ganske danske landskab med uendelig indstillinger af marker-i-vind med melodisk underlægningsmusik frem for en narrativt drevet fortælling.

Giv mig Danmarks Radio tilbage

De to instruktørers baggrund skinner stærkt igennem, men ikke på en berigende måde. For mest af alt forekommer ‘Landet af Glas’ som en julekalender fra deres tidligere arbejdsplads.

Den uendelige padlen og minimale action, man i december kan slippe afsted med, går ikke, når man har 1,5 times fortælletid.

Udviklingen af Jas og Neias relation og deres oplagte kamp er så ligegyldig, uklar, antiklimatisk og decideret ikke-eksisterende, at ‘Landet af Glas’ efterlader mig med en længsel efter at have blundet 5 minutter, for på den måde at kunne skyde skylden på mig selv, og derved kunne begrunde den usammenhængende fortælling og intetsigende slutning.

Det er virkelig hjerteknusende, for det er tydeligt at der er lagt kærlighed i dette projekt. Der er kælet for detaljen når det gælder musik, colorgrading og kameraføring.
De unge skuespillere, med Lindhard i spidsen, leverer et fint stykke arbejde, som dog komplet overskygges af Takiar. Han formår, i rollen som den indiske 2. generationsindvandrer Isak, trods sin unge alder, at stjæle rampelyset gang på gang, og leverer sikkert verbal komik og timing, som bestemt er værd at holde et øje med for fremtiden.

Hvad der kunne havde været en krystalklar fortælling om to unge med forskellig baggrund og forståelse af den verden, de deler, ender med at splintres og falde bragende til jorden grundet utilgiveligt ulideligt tempo.

Foto: Kino.dk