I sin debutfilm inviterer May El-Toukhy publikum med til otte fester med fem par, der alle prøver at tackle deres parforhold – og man er i godt selskab hele vejen.
Jeg er af en eller anden grund altid lidt skeptisk, når jeg hører ordsammensætningen ”dansk romantisk komedie”. Der er tit langt imellem guldkornene inden for den genre. Det bliver hurtigt for plat eller pladderromantisk. Det har skaberne bag ’Lang historie kort’ heldigvis været klar over og dermed undgået. Instruktør og manuskriptforfatter May El-Toukhy har i sin spillefilmsdebut skraldet alt det overflødige drama, komik og romance fra, som så tit gør romantiske komedier dumme og forudsigelige.
Væk med klicheerne
Filmen er et sammendrag af tre års kærlighedsmæssige højde- og lavpunkter i Ellen (Mille Hoffmeyer Lehfeldt) og hendes venners liv, der fortælles gennem otte fester: En nytårsaften, en housewarming, en Skt. Hans aften, et bryllup, et surprise party, en navnefest, et jubilæum og en rund fødselsdag. Valget om at handlingen kun udspiller sig til disse fester er et af filmens stærkeste træk, da der dermed ikke bliver lagt vægt på alle de dramatiske situationer, der ellers udspiller sig i karakterernes liv. Ligesom vi aldrig selv er til stede, når vores venner oplever knas i parforholdet, men får historierne fortalt, når vi samles om spisebordet.
Væk er (næsten) alle de klicheer, som ellers kan være så fristende at smide ind for effektens skyld. Tilbage står et billede af en gruppe moderne mennesker og deres tackling af sygdom, utroskab, skilsmisse, børn og det moderne parforhold, som er utroligt let at relatere til.
Et stærkt ensemble
Ellen, der har en affære med Sebastian (Ola Rapace), ved ikke, om hun skal vente på, at han forlader sin kone, eller om hun hellere skal indlede et forhold med den søde, kluntede Max (Jens Albinus). Selvom hovedvægten ligger på Ellens historie, gives der samtidig god plads til at udfolde de andre karakterer og deres historier. Specielt Trine Dyrholm, der spiller den børneforskrækkede lesbiske Anette, er fuldstændig sublim og tilføjer så meget hjerte, at jeg næsten blev forelsket. Det er også hende, der leverer meget af filmens bramfrie humor, der ikke ligger i klassisk falde-på-halen komik, men fremkaldes af vores indforståethed med de morsomme situationer, der opstår til familiefester.
Kort og godt
Balancen mellem drama og komik er lige øjet, og overgangene mellem historierne har et næsten kunstnerisk touch. Alt sammen akkompagneret af et virkelig velvalgt soundtrack. Det bærer præg af, at alle bag kameraet har tænkt grundigt over tingene, og det giver virkelig pote i det færdige resultat.
’Lang historie kort’ kunne godt gå hen og skrive sig ind blandt guldkornene af danske romantiske komedier. Når nogle af Danmarks bedste skuespillere sætter sig om et middagsbord og spiller røven ud af velskrevede karakterer, så fungerer det bare. Det er – for at bruge et godt gammeldags dansk ord – virkelig hyggeligt.
https://www.youtube.com/watch?v=K4JffIq3mKM