Hayao Miyazaki. Den nu 72-årige japaner er ikke til at komme udenom, når emnet falder på animationsfilm. Han har med sin lange karriere og sit gode håndværk formået at blive inspirationskilde for andre filmstudier som Pixar og Disney. Listen er lang, når man ser nærmere på Miyazakis animerede mesterværker igennem tiden, og rummer blandt andet titler som Min nabo Totoro(1988), Prinsesse Mononoke (1997) og Chihiro og heksene (2001). På den baggrund har han med god grund skabt sig et renomme som en af de bedste indenfor sit fag.

I løbet af de sidste år har vi i Danmark haft muligheden for at gense nogle af instruktørens mest famøse værker, og turen er nu kommet til Laputa Slottet i himlen(1986). Filmen er den japanske animationsstormesters tredje spillefilm, og den første han instruerede i det nu så berømte filmstudie, Studio Ghibli.

Så snart filmen toner frem på det store lærred er man ikke i tvivl om, at det er her i mørket den gør sig bedst. Soundtracket og stemningen suger dig lynhurtigt med ind i det naturglade økounivers, som er så karakteristisk for Miyazaki. Som i mange af instruktørens andre film sætter kun fantasien grænser for de overnaturlige væsner og henrykkende landskaber, vi støder på.

Laputa er navnet på et sagnomspundet flyvende slot, som siges at gemme på de mest fortryllende skatte. Dette gør ikke kun slottet til et oplagt mål for pirater – også solbrilleklædte militærfolk leder efter den flyvende herlighed og de uanede kræfter, det giver adgang til. Midt i dette møder vi den forældreløse dreng Pazu, som pludselig bliver inddraget i jagten på slottet, da den unge Sheeta en dag svæver fra himlen og ned i hans favn. Om sin hals har Sheeta en magisk krystal, der er en rest fra en fortid, hvor flere byer holdt sig svævende takket være stenen. Pazu og Sheeta bliver jagtet af en bindegal piratfamilie og gangstere, der alle vil have fat i krystallen, da kun den kan vise vej til Laputa.

Slottet har Miyazaki fundet inspiration til fra Jonathan Swifts’ Gullivers rejser, og dermed er altså også en forunderlig rejse skudt i gang for de to børn, Pazu og Sheeta. Bikarakterer i form af en piratfamilie under stærk matriarkalsk ledelse bidrager med humoristiske input samtidig med, at der flettes et par miljørigtige budskaber ind hist og her, som man jo kun kan synes godt om. Børnene møder på deres færd en metallisk robot, der prøver at værne om en fluesnappers rede, hvilket giver os en fin og godhjertet holdning til forholdet mellem natur og teknik.

Er man ikke umiddelbart Miyazaki-fan, og har man tilvendt sig nyere tids mere detaljerede og lækre animationer, som ses det hos Pixar og DreamWorks, kan man som undertegnede tendere til at blive lidt befippet over at skulle se noget håndmalet fra 1986. Man kan ikke tage det fine persongalleri og forcen i det narrative fra Laputa: Slottet i himlen, dog må anmelderen indrømme ikke at være så imponeret som Miyazaki-hypen nemt lægger op til. Og det skyldes nok desværre en lidt for amerikaniseret animationstilvending. Miyazaki er en smagssag.

Filmen er dog utrolig veludført for sin tid i forhold til form og indhold og helt klart anbefalelsesværdig til filmelskere i alle aldre.