Var Jesus aldrig bare den mindste smule ond? Tre mænd, tre fatale faderkomplekser, en syg moder og en slangekvinde i kutte. Fem kedelige personligheder i en smuk men begivenhedsfri ørken resulterer ikke overraskende i en kikset kristen film, som desværre er rigtig mange minutter for lang.
Jesus skal forestille at udleve en slags kombineret ungdomsoprør og midtvejskrise. Filmen udspiller sig i en opdigtet bibelsekvens, hvor Jesus lader op til sin skæbnesvangre eksistens ved at sulte, tørste og isolere sig i ørkenen. Man følger ham rundt i ørkenen. Ideen synes at være indlevelse i hans til tider formålsløse vandring.
Langt fra ny bibelsk blockbuster
Jesu følelsesmæssige splittelse er temmelig uoriginalt skildret ved at han filmen igennem konfronteres moralsk af en identisk kopi af ham selv, der bare har et lidt hårdere udtryk i øjnene og et sigøjnersmykke i venstre øre. Begge varianter bliver spillet af Ewan McGregor. Der er desværre noget over McGregors markante britiske accent, som er meget lidt Jesus og lidt meget Moulin Rouge. Når persongalleriet i forvejen er så sparsomt, bliver de utrættelige dialoger mellem gode Jesus og djævle Jesus så gentagende og saftfattige, at man som seer mister al inspirationsvillighed.
I de to første scener vækkes en form for kitschet begejstring. Frelseren skutter sig i gevandterne af kulden i den mørke ørkennat, mens han hvisker ’where are you father’ og ’speak to me father’. Et spinkelt håb om, at der måske er en ny bibelsk blockbuster i vente fødes. Men det går simpelthen for langsomt. Der er en scene hvor Jesus møder den kuttebærende slangekvinde, som er spændende i et par sekunder. Det er de sidste spændende sekunder af filmen. For Jesus kan ikke holde til sit sjælesøgende egotrip i ørkenen i længden. Han bliver simpelthen nødt til at hjælpe nogen.
En syndflod af et manuskript
Jesus møder en ung dreng som laver gåder, hans ørkenpatriark af en far og hans syge mor. Han beslutter sig for at lave noget Jesu Kristi familievejledning. Der er egentlig noget sjovt ved familiens konflikt. Faderen vil bo i ørkenen for evigt mens sønnen vil flytte til ”storbyen” Jerusalem. Men det føles vitterligt ikke som om at der er formål med fortællingen. På trods af filmens brave forsøg på at gøre Jesus kompleks og menneskelig fremstår han lige så flad og Jesus-agtig som vi kender ham. Det forbedres absolut ikke af at karaktererne omkring ham er lige så flade. Måske er Jesus bare rendyrket god og kedelig.
”Hvilken del af en fugl bliver på jorden når den flyver?” spørger sønnen. Jesus ved det ikke. Svaret er fuglens skygge. En rimelig kedelig gåde, hvis du spørger mig. Filmens dialog anstrenger sig for at være kryptisk og dyb som en stor lignelse, men den er mest af alt bare antiklimatisk. Indenfor improvisationsteater skal man sige ja til det man får smidt i hovedet. Det kunne ’Last Days in the Desert’ have lært noget af. Manuskriptet siger konsekvent nej til sig selv, og derfor sidder man som publikum og siger nej til filmen. Som da Jesus prøver at hjælpe faderen til at forstå sin søn, ”Your son makes riddles” siger han ivrigt. Faren svarer komplet ligegyldigt ”I don’t like riddles”. Ikke en gang Guds søn kan finde en dynamik at komme efter i en så stor nejsiger af en karakter.
Måske er ’Last Days in the Desert’ en stor gåde som jeg ikke har forstået. En god gåde er efter min mening kort, spændende og med humor i forløsningen. Det gælder desværre ikke for filmen. Den er mere klassens prætentiøse nørd, som fortaber sig i at fortælle gådens oplæg så detaljeret som muligt, men som resultat keder sin potentielle gådeløser ihjel.
’Last Days in the Desert’ udkommer på DVD i Danmark.