Din lørdag aften i byen bliver aldrig den samme efter at have set ’Le Grand Bal’
Umiddelbart lyder en dokumentar om folkedans som en kikset og uvedkommende affære for de fleste. Men efter at have set ’Le Grand Bal’, der handler om verdens største festival for folkedans, kan jeg kun sige, at filmen er præcis det, man trænger til på en vinterdag. Alle burde unde sig selv at se den, og det har jeg tænkt mig at argumentere for.
Hvis man tænker, at der ikke er meget streetcred i folkedans, at folkedans er en idylliseret dyrkelse af fortiden, eller at man er kold overfor den smægtende lyd af en harmonika, så kommer her mine tre bedste argumenter for hvorfor ’Le Grand Bal’ alligevel må ses:
1) ’Le Grand Bal’ handler ikke om folkedans som sådan
Først og fremmest, bare rolig, ’Le Grand Bal’ er ikke en informativ dokumentar om folkedansenes oprindelse eller en instruktion i polka og mazurka. I stedet drives filmen af stemninger. Der dvæles ved ansigtsudtryk og bevægelser, og i de forskellige stilarters mønstre opstår der en sammenhørighed, som kameraet fanger helt fantastisk.
I ’Le Grand Bal’ lærer vi, at fordommen om folkedans som gammeldags og nostalgisk, kun er en halv sandhed. Folkedans er stadig er en levende kultur, hvis dybe rødder konstant er i udvikling. Og i virkeligheden handler ’Le Grand Bal’ mest om glæden ved dans og det fællesskab, der opstår når man bevæger sig sammen. Og det budskab behøver man ikke være folkedanser for at forstå.
2) Det er koldt
Vinteren kommer, og vi må indstille os på at skulle vente mindst seks måneder på se solen igen. ’Le Grand Bal’ er en sanselig modgift mod vinterdepressionen. At se dokumentaren er som et nostalgisk minde om en fantastisk sommerdag, man næsten havde glemt var til. Som et varmt kar fyldt med god energi, du kan sænke din forfrosne krop ned i. Og alene det gør eksistensen af ’Le Grand Bal’ berettiget.
3) Autenticitet
I filmen er der en længsel om at nå en kerne af autenticitet, som kan synes forsvundet i vores digitale verden. I ’Le Grand Bal’ iscenesætter en voiceover folkedans som udtryk for en søgen efter svundne tiders nærhed mellem mennesker, og en levende kultur i trin med samfundets udvikling. For eksempel er det efterhånden kutyme, at mænd og kvinder skiftes til at føre i pardanse.
I ’Le Grand Bal’ findes der spontanitet og autenticitet i de dansenes glæde, de intense blikke, grin og udmattelse. I dansernes mimik og gestik fortælles almenmenneskelige historier om glæder og sorger, som filmen uden de store virkemidler formår at smitte seeren med. Det rammer mig lige i hjertekulen at se mennesker samlet omkring samme passion.
Ser man bort fra folkedansens stigma, er ’Le Grand Bal’ mit bedste bud på en kur mod vinterdepressionen. Det eneste negative, jeg kan sige om filmen er, at næste gang du står og dakker et sted under diskokuglens skær, vil du måske blive slået af lysten til at danse en intim mazurka i stedet for.
