Af Dorte Winkler
Le Quattro Volte (de fire tider) af Michelangelo Frammartino, vandt en særlig jurypris i 2010 og vandt sammen år Politikens publikumspris på CPH:DOX, selvom den rent faktisk ikke er en dokumentarfilm. Men med sit betragtende og forholdsvis tilstræbte neutrale øje, minder den alligevel i høj grad om en dokumentarfilm.
Le Quattro Volte foregår i det sydlige Italien, i regionen Calabria, som er bjergrigt og yderst naturskønt. Her går en gammel gedehyrde i sin faste og livslange rutine med at føre gederne på græs og hjem igen. Han har fået en slem hoste, som han forsøger at kurere selv ved hjælp af noget pulver, pakket omhyggeligt ind i avispapir, som han hælder i et glas vand inden sengetid i det spartanske soveværelse. Senere finder vi ud af hvor pulveret kommer fra. Vi møder også to andre karakterer i denne meget stille, minimalistiske og nærmest meditative film: et gedekid der kommer til verden, omgående, og ynkeligt, brægende, og dens første tid som kid sammen med de andre i gedekidsbørnehaven inden den er stor nok til at komme på græs. Og så er der et gammelt og meget højt fyrretræ, som indgår i en ceremoni i den lokale landsby og ender sine dage som brændsel i en ældgammel naturovn, der fremstiller trækul.
Her er altså tale om en film der skildrer cyklusens væsen på flere forskellige parametre og samtidig giver et indblik i en svunden tid, som stadig eksisterer i denne egn i Europa og får en til at tro at den teknologiske tsunami ikke er nået syd for alperne. Det er dybt fascinerende og fuldkommen beroligende at betragte. Det beroligende kommer ikke mindst fra det konsekvente valg af lange kameraindstillinger, og fravalg af hurtig eller bare mellemhurtig klipning, og så det faktum at flere at indstillingerne går igen. Der er et bestemt vejkryds i denne landsby vi kommer til at kende ganske godt, og til sidst ved vi hvordan det er placeret i forhold til andre steder vi møder i filmen. Det giver en umiddelbar tryghed, som får en til at læne sig tilbage i rollen som betragter, men filmen er ikke uden drama, der er en del at engagere sig i på det helt basale plan.
Også lydsiden er beroligende, fra de dunkende klap på trækulsovnen i filmens begyndelse, til gedernes brægen og den melodiske bimlen fra deres klokker, som ind imellem blander sig med kirkens klokker og den gamle mands tørre hoste og hyrdehundens bjæffen. Det eneste vi ikke har, er dialog af normal filmisk skuffe. Der er mennesker der snakker, men deres stemmer er mere baggrundslyd end egentlig information og går i et med de andre lyde der hører området til.
Sine steder er Le Quattro Volte ganske morsom – ikke mindst da gederne på et tidspunkt overtager et hus og er at finde alle vegne – geder er nysgerrige og finurlige dyr – på en gang ophøjede og smådumme, og det er ikke helt uden humor at se på.
Det er dog i de sekvenser hvor vi følger henholdsvis den gamle gedehyrde og senere gedekiddet at filmen fungerer allerbedst, det er også her der er mest at identificere sig med og her filmen er mest poetisk og meditativ. Faktisk vil undertegnede mene at alle der mediterer roligt kan springe en omgang over og i stedet tage i biografen til 88 minutters mental pause i det sydlige Italien. Og alle andre kan troligt gå med og opnå ro i sindet en stund – hvem kan ikke trænge til det.
