Alt andet end sporløs film om at melde sig ud af samfundet uden at kunne undslippe det.
Man kan hurtigt få det indtryk fra titlen, at ’Leave No Trace’ refererer til en slags miljøbevidst hippiedoku om at passe på jorden. Namaste og alt det der pis. Om den er velvalgt kan altså diskuteres, men historien begynder i en national skov ved Portland i Oregon – enorme løvtræer, kuperet terræn og vådt, halvkøligt vejr à la en sløv, dansk sensommer.
Dér, imellem fugtige blade, kvas og bregner bor krigsveteranen Will (Ben Foster) og hans 12-årige datter Thom (Thomasine McKenzie). De lever af, hvad de kan indsamle af planter og svampe og supplerer forrådet med indkøbsture til Portland. Pengene får Will af at sælge sin af staten udleverede medicin til andre veteraner.
Snart bliver de to dog spottet, og systemet får placeret far og datter i et hus, så hun kan komme i skole, og han kan blive en del af samfundet igen.
Hvornår er man en dårlig forælder?
’Leave No Trace’ er historien om en mand, der efter at have tjent sit land ikke længere kan holde ud at være en del af samfundet. Som det er med forældre og børn, betyder det også, at han har truffet et valg for sin datter, der er nødt til at følge med ham ud i skoven. Thom ser op til sin far og er glad for at leve sammen med ham, men filmens centrale konflikt er hendes langsomme, men sikre løsrivelse fra faren. For at blive i titlens billedsprog, finder Thom ud af, at det kun er hendes far, der har brug for at leve uden at efterlade sig noget.
Filmen får med en fin fornemmelse for retfærdighed og nuancer fremvist et miljø, hvor der ikke er nogle skurke udover den enorme maskine af bureaukrati og regler, som det moderne samfund er. En velmenende socialarbejder gør sit bedste for at integrere de to skovboere i det normale samfund, og man er egentlig enig i hendes analyse af, at far og datter ikke kan bo som ulovlige bosættere i en statsskov, hvor de risikerer af blive anholdt, såfremt nogle ser dem – og hvor 12-årige Thom i øvrigt ingen kontakt har med jævnaldrende.
Under tiden bliver jeg irriteret på Will, men hvad kan han gøre? Manden lider af PTSD og drømmer egentlig bare om at få lov til at passe sig selv.
Men selvom det havde været upassende at udpege en skurk i filmens univers, er denne kærlighed til alle karakterer også en svaghed i længden, hvor man kommer til at savne lidt konflikt, når alle kampene udspiller sig inden i en 12-årig pige, der elsker sin far for meget til at såre ham, endsige bare gøre den mindste smule oprør imod hans egoistiske livsstil.
Intet guld men grønne skove
’Leave No Trace’ har en afdæmpet stil, hvor de smukke, grønne skove kontrasteres af, at alle scener indenfor er grå og triste. Fra trøstesløse kommunale bygninger til sparsomt indrettede udslusningshuse for tidligere hjemløse. Hele vejen igennem understreger colorgradingen Wills holdning til alle de dele af verden, der er klemt inde imellem fire vægge. Alle stilistiske valg laver plads til karakteristikken af en ordknap far og hans trofaste datter.
’Leave No Trace’ er en fin og nuanceret historie om forældre og børn, der dog også finder lejlighed til at kritisere USA’s manglende omsorg for de mænd og kvinder, der risikerer deres liv, førlighed og mentale sundhed for hele nationen. Alt i alt efterlader filmen bestemt et indtryk, selvom den nærmest gør sig umage med hverken at larme stilistisk eller dramatisk.
