Så blev det endelig muligt for os danskere at opleve blandt andre Hugh Jackman og Anne Hathaway krænge deres sjæl og lunger ud på biograflærredet. Les Misérables er en betagende og intim filmversion af den gennemsungne fortælling om en håndfuld skæbner i efterdønningerne af den franske revolution.
Les Misérables udkom som roman i 1862, men musicalversionen, som vi oplever i filmen, er skabt i 1980. I fortællingen følger vi franskmanden Jean Valjean (Hugh Jackman) og hans liv i Frankrig i starten af det 19. århundrede. Fra at have været straffefange formår han at få sit liv på rette spor, men han er evigt forfulgt af politiinspektøren Javert (Russell Crowe), der insisterer på at straffe Valjean for hans gamle forbrydelse. Da Valjean gennem forviklinger medvirker til den yderst plagede unge pige Fantines (Anne Hathaway) død, tager han hendes datter Cosette (Amanda Seyfried) til sig. Efter mange år i skjul trues deres tilværelse på ny, da Cosette forelsker sig i den unge Marius (Eddie Redmayne) – en af de revolutionære studenter, der bygger barrikader i Paris’ gader. Valjean må vælge mellem at flygte eller prøve at redde Marius, og derved krydses hans veje igen med Javerts.
Det er svært at anmelde en musicalfilm, ingen tvivl om det. Den mest gængse opfattelse af musical-genren er, at man enten elsker eller hader denne type forestilling – næsten ligegyldigt hvor velbegrundet et mesterværk, der udspiller sig på enten scene eller lærred. Personligt har jeg ingen aversion mod genren og har nydt og genset både Moulin Rouge (2001) og The Phantom of the Opera (2005). På trods af dette må jeg indrømme, at jeg af og til følte en lille afsmag for måden enhver lille detalje skulle forklares gennem en lidt for heftig brug af den meget distinkte musical-sangstil i denne film. Instruktøren Tom Hooper har optaget vokalerne live i scenerne. Hvor dette valg uden tvivl giver publikum en følelse af at være tættere på skuespillerne, næsten som i teateret, forhindrer det ofte den filmiske magi i at træde ind. Russell Crowe har bare ikke en god sangstemme, og Hugh Jackmans til tider u-udholdelige vibrato afslører, at der, bag det ellers sympatiske karakterspils facade, banker et sæt alt for trænede stemmelæber, der overhovedet ikke udtrykker desperation eller angst for selv den højeste tone. Folk, der snubler over dette stilistiske valg, vil blive hevet tilbage på benene af de to herrers skuespillerevner – det bliver på intet tidspunkt katastrofalt. Til denne diskussion skal det yderligere nævnes, at Anne Hathaways hjerteskærende version af “I Dreamed a Dream”, filmet close-up i ét take, er helt ekstremt medrivende og intim.
I sig selv er historien om de elendige skæbner i starten af det 19. århundrede yderst fængende. På musical-scenen har historien, med tilførslen af musik og sang, fået endnu et arsenal af følelsesknapper at trykke på. Men når der trykkes på de samme knapper i musical-filmen, står man nogle gange af. Synet af Jean Valjeans alt for trænede drøbel er symptomatisk for hele filmens splittelse mellem at ville lave en realismepræget musicalskildring af fransk elendighed og samtidig insistere på, at vi skal udsættes for tydeligt professionelt trænede stemmer, der kunne tage turen igennem Paris’ kloak-system fem aftener om ugen i en hel vintersæson på Det Ny Teater. Dermed ikke sagt, at filmversionen af Les Misérables er mislykket. Den er mere end tilfredsstillende i alle andre afdelinger. En flot og betagende film, og er man stor fan af musicalen, kan man med sikkerhed tilføje en ekstra stjerne til den endelige bedømmelse her.
