Af Martin Wolsgaard

Let Me In er den amerikanske genindspilning af den smukke og stilrene svenske vampyrhorror Lad Den Rette Komme Ind, der blev lavet af Tomas Alfredson i 2008. Denne amerikanske version er lavet af Matt Reeves (Cloverfield). Der har utvivlsomt været mange, inklusiv undertegnede, der tænkte ”åh nej”, de nyheden kom ud om en amerikansk genindspilning af den svenske original, der allerede har status som kultklassiker. Men man kan ånde lettet op – for Matt Reeves har tydeligt været bevidst omkring de underspillede æstetiske genistrøg, der fik originalen til at fungere, og han har holdt sig forbavsende tæt dertil. Let Me In fanger essensen af historien, der i højere grad handler om en yndefuld kærlighedshistorie mellem børn, der er outsidere på hver deres særegne måde, end den handler om blod og vampyrer.

Kort fortalt drejer plottet sig om en vampyrpige, der flytter ind i et forstadskvarter, og redder vores protagonist fra et deprimerende familieliv, trivialitet og en skole styret af bøller. Dette gælder både for Lad Den Rette Komme Ind og Let Me In, hvor den i det svenske foregår i Stockholm. Matt Reeves formår i tråd med dette på opfindsom vis at ændre omgivelserne, således at handlingen udspiller sig i sneklædte Los Alamos i New Mexico, og tiden er 1980’erne. Diskomusikken buldrer af sted og den daværende præsident Ronald Reagan kan høres i radioen med prædikener om Gud og ondskab. På denne måde transporteres temaet ondskab, både i en religiøs og social sammenhæng til en amerikansk kontekst.

Reeves skildrer stort set den samme hensynsløse ungdomsverden, som vi så i Alfredsons film. Det er en gråzone, hvor voksne har ringe indflydelse, og hvor køn og seksualitet er meget tungtvejende emner. Om noget er det nok endnu tydeligere i denne film, at grænserne mellem kønnene og seksualitet er forvirrende: Owen (Kodi Smit-McPhee) bliver kaldt “lille pige” i skolen, og når han spørger Abby (Chloe Moretz), om de skal være, insisterer hun, “Jeg er ikke en pige. Jeg er intet.”

Det er dog ikke alle Reeves nyskabelser og ændringer, der får undertegnede til at nikke anerkendende, men man må bestemt give ham kredit for heller ikke at gøre noget, der ødelægger det fremragende forlæg. Elias Koteas spiller rollen som en lokal politimand, der kredser nærmere og nærmere omkring Abby og hendes far, efter byen oplever en bølge af bizarre, eventuelt rituelle mord. I kraft af vægten af dette tiltag får Let Me In er en smule mere præg af en konventionel crime-thriller, og den handler således lidt mindre om det problematiske forhold mellem den centrale duo. Men for fans af Lad Den Rette Komme Ind, vil denne spændende genindspilning vise sig at være en velkommen overraskelse, og kan endda kaste nyt lys over karakterer og situationer. Let Me In vil sandsynligvis få ens hud til at krible, men det er nok samtidig usandsynligt, at den for alvor vil komme ind under huden på en, på samme måde som Lad Den Rette Komme Ind gjorde.