Ben Afflecks udstråling er på mystisk vis forsvundet i ’Lev om natten’, der hylder 1930’erne og 40’ernes gangsterfilm. Kuglerne flyver og biler slår kolbøtter, men karaktererne bag løjerne er lige så hule som deres hatte.

Alting var vildere i gamle dage. Smuglersprutten flød og skandalerne hobede sig op i 1920’ernes forbudsramte Amerika. Italienere og irere bekæmpede hinanden og Ku Klux Klan lurede faretruende i baggrunden. Sådan ser det i hvert fald ud til at foregå i ’Lev om natten’, der om noget er en romantiseret og billedsmuk ode til den klassiske gangsterfortælling. Men er sådan én virkelig stadig vedkommende i 2017?

Den hule hulemand…
Ben Affleck instruerer og spiller selv hovedrollen som den fredløse Joe Coughlin af irsk-katolsk opvækst. Joe er en vaskeægte enspænder, der ikke blander sig i bandestridigheder og i stedet stjæler lidt fra alle. En af tyvekosterne er kæresten til den irske boss, som, da han får nys om foretagendet, knuser vor helt både fysisk og psykisk. I jagten på hævn allierer Joe sig med italienerbossen Maso Pescatore (Remo Girone) og bliver leder af forretningerne i Tampa. Ambition og hævngerrighed fører til talrige blodige konfrontationer, der (meget) langsomt ændrer den før så afmålte gadedreng.

For det er vel det han er, ham Joe. En mand uden tro og lov, men i udgangspunktet god nok. Meget andet finder vi ikke ud af om den tilknappede protagonist, hvilket viser sig problematisk. Ikke for karakteren, men for tilskueren. ”Hvorfor skal jeg interessere mig for en mand uden personlighed?” kunne man helt hypotetisk spørge. Hverken jeg eller Ben Affleck har svaret.

hans lakajer…
Affleck er stiv og ukarismatisk i rollen, hvis relativt nemt overkommelige udfordringer heller ikke giver ham meget at spille op imod. Politiet kan ikke ramme, rivaler lader sig skyde ganske problemfrit og kvinderne flokkes om knudemanden.

Heldigvis omgiver Joe sig med lidt mere sprælske personager end ham selv. Matthew Maher er irriterende respektløs som højtstående klanmedlem og Chris Messina overbeviser som kæphøj, cigarrygende højre hånd. Altid i højt humør, men rede, når en snusket affære presser sig på. Intet her er nyt, men sådan er den vellykkede hyldest. Den genbruger med kompetence. Desværre er sidstnævnte alt for ofte fraværende i karakterarbejdet, der på nær få undtagelser aldrig dykker under overfladen.

… og fortidens monokrome farverigdom
Overfladen er til gengæld smuk og skinnende. Filmfotografen Robert Richardson, der for godt et år siden var aktuel med Quentin Tarantinos åndeløst billedskønne ’The Hateful Eight’, indfanger 20’ernes tjubang og dyre jakkesæt i en romantiseret og glitrende visuel stil. Alt ser lækkert ud gennem Richardsons linse, der på godt og ondt indkapsler essensen af ’Lev om natten’. Det er medrivende at forestille sig en farverig fortid med hasardspil i tilrøgede baglokaler og sensuelle femme fatales. Men må og skal den virkelig befolkes af sort/hvide personligheder uden noget ægte på spil?

Filmen glemmer, at attitude og nostalgi ikke er alt. Den simple historie bringer mindelser om James Cagneys tid som filmgangster og ’Lev om natten’ leverer også flere barske og underholdende momenter. Men filmens kerne, dens karakterer og deres bevæggrunde fylder ikke jakkesættene tilstrækkeligt ud. Jeg følte sjældent andet end følelsen af at være følelsesløs.