Mesterinstruktøren Paul Thomas Anderson tager os på en nostalgisk løbetur gennem Sydcalifornien i 70’erne, hvor ungdommens åbenhed og voksenverdenens begyndende melankoli kolliderer gennem et par fantastisk helstøbte karakterer.

Andersons mest berømte film, ’There Will Be Blood’, er en meget dyster affære, men den særegne instruktør virker alligevel mest hjemme i det skæve, akavede og humoristiske. Disse styrker har aldrig stået så klart som i ’Licorice Pizza’.

Instruktørens personlige kærlighed for tidsperioden og stedet er mærkbart fra titlen (navngivet efter en kæde af pladebutikker fra hans barndom) til den grynede 35mm-film, der sætter et filter over vores øjne, som om vi erindrer historien, mens vi oplever den.

Alder er bare et tema

Gary (Cooper Hoffman) møder sin udkårne Alana (Alana Haim), mens han står i kø til en årsbogsfotografering. Vi følger de to i en utroligt velkoordineret kameraindstilling gennem skolebygningen – men det mest imponerende element er deres naturlige kemi.

Derfor er det surt for Gary, at han kun er 15 år, mens hun er 25.

Det kan give et ubehageligt sug i maven at høre præmissen, men det er vigtigt at huske, at fiktive forhold ikke behøver at være hverken sunde, nemme eller inspirerende – de skal bare være interessante. Og Alana og Garys kaotiske, flirtende venskab er fuldkommen fascinerende.

Drengen er bestemt moden for sin alder, en ung skuespiller med nok af egne penge til at drive sine egne små virksomheder. Hans crush sidder omvendt fast i ungdommen og bor stadig hos sine forældre med en søskendeflok, som hun skændes med konstant. Han ønsker inderligt at blive taget alvorligt, og hun ønsker for alt i verden at være for cool og for voksen til at lade sig charmere.

De udvikler en gensidig, usagt forståelse om deres forhold. De er bestemt ikke kærester, men tøver alligevel akavet, når andre spørger, om de er det. Begge har de romantiske forhold med andre, velvidende at det vækker barnlig jalousi i modparten.

Om man hepper på eller er imod de to skøre skikkelsers mærkværdige romance, er filmen umulig at forudse, modsat mere konventionelle romantiske komedier.

Livlig latter og skæve skikkelser

Alana og Gary er et solidt midtpunkt for filmen, som følger dem gennem en lang række mindeværdige scener, sekvenser og vignetter, ofte krydret med den helt rette mængde absurditet for at frembringe alt fra fnisende forvirring til brølende latter.

Der er en Coen-agtig sans for skør dialog, som når vi møder en hvid ejer af en ny japansk restaurant, som ikke synes at opdage sin egen komiske racisme. Eller når en flippet hippie og hans assistent sælger idéen om vandsenge til den nærmest hypnotiserede Gary, som selvfølgelig starter et vandsengsfirma kort efter (”the biggest thing in bed-technology since the innerspring”).

Castet rundes af med et par markante cameos: Sean Penn som den selvfede superstjerne Jack Holden og Bradley Cooper som den virkelige filmproducer Jon Peters – en nærmest psykotisk karakter, som synes at betegne kokainens ankomst som et fashion-drug i Hollywood.

Castingen er pletfri, særligt hvad angår det centrale par, der begge har deres filmdebut her. Cooper Hoffman (søn af den afdøde Phillip Seymour Hoffman) rammer balancen mellem selvsikkerhed og teenagevokseværk meget præcist. Men Alana Haim (fra den musikalske søstertrio ’HAIM’) er en åbenbaring.

Hendes naturlige, nuancerede skuespil er limen, der holder det hele sammen. En skarpsindig, endeløst sarkastisk, retningssøgende ung kvinde med ”en meget jødisk næse”, som en overivrig casting director beskriver hende i filmen – man kan godt mærke, at Anderson skrev rollen med hende i tankerne.

Ungdommelig, ukuelig og uforglemmelig

Med et dybt personligt præg og et par charmerende, ukendte skuespillere i centrum har ’Licorice Pizza’ en indiefilms usædvanlige charme og en erfaren instruktørs selvsikre æstetik. Man svøbes ind  i 70’er-stilen og hænger ud med de elskværdige karakterer, og man ønsker ikke at sige farvel.

Anderson baserede karakteren Gary og mange af de underligt specifikke hændelser på en faktisk barndomsven, og selv de skæveste scener føles nøjagtig så tossede, som virkeligheden en gang imellem kan være det – især når man er ung, uskyldig og åben over for livet.

Det er den åbenhed, der definerer filmens humor og hjerte – og den frihed, der synes at føre Alana tilbage til Gary og hans venner igen og igen. Længe efter rulleteksterne lever de videre i fantasien.

’Licorice Pizza’ er hverken en dyb undersøgelse af menneskesjælen eller en dramatisk tåreperser. Alligevel rammer den et følelsesregister med imponerende præcision. En af de mest hylemorsomme, fantastisk sammenskruede og mest sprællevende film, der har ramt biograferne i årevis.