Menneskets nysgerrighed har ført os langt. Vi opdagede Amerika, og vi rejste ud i rummet. Desværre er ’Life’ ikke nysgerrig nok til at undersøge nye måder at fortælle sci-fi på.

I en nær fremtid gør mandskabet på ISS den første opdagelse af et væsen fra rummet. Calvin kalder de det. En encellet organisme som deler sig indtil det til sidst er et flercellet væsen med det samme formål som alle væsener på jorden: Det vil overleve. Påvirket af sine omgivelser tilpasser Calvin sig og lærer hurtigt, at selvforsvar er den bedste egenskab at besidde, når man er omgivet af mennesker. Og mennesket er langt fra en værdig modstander for Calvin, der ikke ejer skyggen af svage sider. Calvin har egentlig mange ligheder med mennesket: Den er nysgerrig, den bruger redskaber og den udrydder alt, som truer dens levegrundlag. Men der er ikke plads til to væsener med de egenskaber, så pludselig truer Calvin ikke bare besætningen på ISS, men også eksistensen af alle levende væsener på jorden.

Det nysgerrige menneske

Vi starter blidt ud med første del af ’Life’, som fortæller os, at alt er godt og idyllisk. Desværre forsøger den også desperat at være humoristisk med flade jokes, som er lige så hurtigt glemt som de første 40 cifre af pi. Overlever man første del, må man forberede sig på forvirrende lommefilosofi, der prøver at løfte filmen op på et højere niveau. Gentagende gange inddrages børn som forsøg på at symbolisere den kommende generation, der forhåbningsfuldt sidder i venteposition til at overtage en verden ødelagt af den tidligere generation. Vi må sætte en grænse for vores nysgerrighed, før vi har stukket snuden for langt frem og fremprovokeret vores egen races undergang – Et budskab, der er så implicit en pointe i filmens fortælling i sig selv, at den ikke behøver blive gentaget så mange gange, uden der suppleres med nuancer af, hvad budskabet vil sige.

Tell it, don’t show it

Men manuskriptet er ikke færdigt med at trække filmen ned i sølet. Gode skuespillerpræstationer overskygges af overforklarede karaktertræk. Rebecca Fergusons karakterer fortæller, at hun normalt er logisk tænkende, og Jake Gyllenhaal fortæller, at han er misantropisk og foretrækker isolationen i rummet. Det kunne let være fortalt mere elegant uden at få karaktererne selv til at opridse deres karaktertræk. At det heller ikke føles som om, at det stemmer overens med den karakter vi ser på skærmen, er et endnu større problem.

When ’Life’ gives you lemons, make lemonade

’Life’ sidder tungt på skuldrene af tidligere sci-fi film og bør ligge på knæ og tilbyde halvdelen af sin indtjening til ’Alien’. Der er intet galt i at hylde et tidligere mesterværk, men en hyldest påkræver stadig en større fornyelse og originalitet end blot at tage ’Aliens’ plot og indsætte den i den visuelle norm man ser i nutidens Sci-fi film såsom ’Gravity’. Selvom instruktøren, Daniel Espinosa, har fået et manuskript, der halter en del, har han gjort sit for at få det bedste ud af situationen. Det lykkes faktisk at skabe et skræmmende monster, der hverken behøver at være enormt eller specielt uhyggeligt at se på. Det skræmmende er Calvins mange egenskaber, der gør det umuligt at gennemskue, hvordan den skal bekæmpes. Der er en konstant følelse af usikkerhed over, hvad Calvins næste træk er, og det resulterer i suspense i sin reneste form. Derfor er det så ærgerligt, at resten af historien er blevet nedprioriteret, og de høje tanker om at komme op på niveau med filosofiske sci-fi film som ’Solaris’ eller ’Rumrejsen 2001’ spænder ben for en ellers nervepirrende adrenalinindsprøjtning af en film.