’Judy’ er et fremragende forsøg på at genfortælle historien om den tragiske starlet over dem alle, Judy Garland. Den får dog ikke mit hjerte til at gå ’Zing!’.
Judy Garland vil i manges minder være for evigt synonym med søde Dorothy Gale i blå kjole og rottehaler, hvis hus blev blæst fra Kansas til eventyrlandet Oz i tecnicolor-klassikeren fra 1939. Derfor kan ’Judy’ for de uindviede i Garlands liv og eftermæle virke særlig mørk. Den forsøger at afbillede den sidste periode i skuespillerens tilværelse, som på mange måder var kulminationen på et liv kontrolleret af filmstudiet Metro-Goldwyn-Mayer. Et liv, der bød på stofmisbrug og spiseforstyrrelse i rampelysets skær.
Filmen følger Garland (Renée Zellweger), der som 46-årig Hollywood-has-been må drage til London, hvor hendes popularitet fortsat når højder, der er blevet umulige at opstøve i Amerika. Garland tager hul på en række koncerter på natklubben Talk of the Town. Det bliver dog hurtigt tydeligt, at stjernen har udtjent sin værnepligt. Hun synger ikke længere for glædens skyld (hvis hun da nogensinde har), men i desperation for at kunne forsørge sine to yngste børn, Lorna og Joey, der venter på hende ovre på den anden side af Atlanten.
Rejsen fra Oz til London
Garlands barndom præsenteres fint i filmen igennem flashbacks. Her møder vi blandt andet den klamme og manipulerende MGM-boss Louis B. Mayer, hvis kontrol over Garland leder tankerne hen på nutidens #MeToo-bølge.
Jeg savner dog at ’Judy’ beskæftiger sig mere indgående med, hvordan Garland måtte kæmpe med at undslippe barndommens rødkindede roller. Garland fik sit gennembrud som 16-årig i rollen som 11-årige Dorothy Gale. Allered fra 1935, hvor Garland skrev kontrakt med MGM, blev det et projekt at holde Garland barnagtig så længe som muligt – studiet ændrede hendes fødselsdag, så hun “blev” et år yngre.
Det lykkedes dog Garland gradvist at få mere voksne roller. Hun spillede over for flotte Gene Kelly i ’For Me and My Gal’ og charmerende Fred Astaire i ’Easter Parade’. Fremragende film, som godt kunne have fået en bemærkning med på vejen. Turen fra Oz til London virker brat, når ikke man får bare lidt flere mellemregninger med. Hvordan blev hun den store stjerne, som vi oplever, der er ved at gå ud i ‘Judy’?
Nu indrømmer jeg, at jeg er forudindtaget
Indrømmet. Som klinisk diagnoseret Judy Garland-fanatiker er det næsten fysisk umuligt at være tilfreds med en biopic, der lægger sit hovedfokus på koncertrækken i London i 1968. Det er ikke, fordi portrætteringen er ukorrekt, men fordi der er så meget mere at sige om den gudsbenådede stjerne. I virkeligheden har jeg lyst til at bruge hele denne anmeldelse på at komme med udbyggende viden og trivia om fænomenet Judy Garland. Jeg vil dog forsøge at holde mig på skinnerne som sporvognen i ’Meet Me in St. Louis’, mens jeg nynner ’clang, clang, clang went the trolley…’
Nu tror du, jeg vil klage over Renée Zellweger
Zellweger gør et udmærket job som Garland. Jeg kunne, inden jeg så filmen, godt lokkes til at tænke, at Zellweger, der er allermest kendt for sin rolle i filmserien ’Bridget Jones’, ikke har kapaciteten til at spille Garland. Bridget er ikke noget match for Judy! Det er dog ikke tilfældet. Ligesom da Zellweger spillede kække Roxie Hart i Rob Marshalls ’Chicago’, er jeg mere end tilfreds med hendes arbejde. Zellweger kan både danse og synge, trods manglende formel træning. De kække replikker, som er utrolig velskrevet og yderste Garlandske, leverer hun desuden med stor overbevisning.
Der er dog forsat langt mellem Zellwegers tidligere roller og hendes præstation i ’Judy’, og for dét er der sikkert nogle, som smider en Oscar-nominering i ryggen på hende. Alt i alt er det en rørende og troværdig performance, som Zellweger leverer i ’Judy’. Der skal dog mere vibrato på sangstemmen (og generelt mere musik i filmen!).
Måske ’Judy’ er en fantastisk introduktion til stjernen, hvis ikke man kender hende, og en spændende men lidt mangelfuld film, når man er connaisseur.
