Månedens film i Cinemateket.

To you,
who made me see things
I could never see alone.

Af Martin Wolsgaard.

Skuespillerne Anton Yelchin og Felicity Jones beholder for det meste tøjet på, men alt andet er nøgent i Like Crazy, der er et romantisk drama om ægte kærlighed, der til sammenligning får de fleste andre romantiske film, der laves for tiden, til at se åbenlyse og en anelse platte ud. Følelserne er rå. Filmteknikken er sparsom med meget lidt (men utrolig velvalgt) musik, lange skud og lange scener. Og karaktererne er blottet af instruktøren Drake Doremus, forstået på den måde, at de konstant sendes ud i ekstreme følelsesmæssigt prøvende situationer, hvor de ikke altid træffer det rette valg.

Bag titelordene Like Crazy ligger en altopslugende kærlighed – sådan en, der som en orkan tager alt med storm, en perfekt storm om man vil. Stormen påfalder to unge mennesker – den amerikanske Jacob og den britiske Anna, der begge går på College i Los Angeles. Forelskelsens sødme fylder da også meget, men der er en grund til, man kalder det en storm. Jacob og Anna kommer nemlig ud på en følelsesmæssig rejse af de helt store.

Og som med så meget – når kærligheden er altopslugende og rummer alt., hele følelsesspektret. Så er der også jalousi, afsavn, hjertesorg og ødelagte hjerter. Like Crazy er i den tematik en film, der giver anledning til refleksion. En selvransagelse over, hvem vi er som mennesker, hvad vi elsker, hvordan vi elsker, hvem vi elsker – og i lyset af alt det, hvordan vi vælger at leve vores liv.

Således er iscenesættelsen, der finder sted som anslaget af romance flyder i rolig sødme hen over lærredet.  Den her historie handler om kærlighed – ikke mere og ikke mindre. Vi får dog ikke lang tid til at nyde den søde forelskelse før problemerne indtræffer. Alt godt har nemlig en ende – det ved vi alle, og det er derfor ikke et chok, når omstændighederne flasker sig således, at de to turtelduer ikke kan være nær hinanden. Vi finder ud af, at Anna er britisk og kun i USA med et såkaldt student visa. Når det udløber skal hun tilbage til England, væk fra USA og væk fra Jacob som af delvist uforklarede årsager ikke bare kan tage med (hvis han kunne ville filmen ikke være så interessant, så vi accepterer, at de to nu er star-crossed lovers). Anna skal nu for alt i livet skaffe sig et arbejdsvisum, så hun kan komme tilbage til Los Angeles, men bureaukratiet er en fjende af kærlighed, så det går ikke bare sådan lige på et par måneder.

Konflikten og udfordringer i filmen er derfor, om de kan holde kærligheden i live på trods af afsavn og afstand. Det helt store spørgsmål er, om true love really does conquer all.