Det sker af og til at en film på trods af gode intentioner i historie, skuespil og kameraarbejde alligevel fremstår uvedkommende ligegyldig. Dette er således skæbnen for spillefilmsdebuterende Maria Sødahl og hendes fortælling om norske Sonja, der havner i et limbo, da hun sammen med sine to børn flytter til Trinidad. Kun for at opdage at den udstationerede ægtemand har en affære.

Året er 1973 og tonerne fra calypsobandet til det norske par Sonja(Line Verndal) og Jo(Henrik Rafaelsen) housewarming, strømmer ud over de dansende havegæster. Vi er i det eksotiske Trinidad, hvor Jo har fået et velbetalt job i oliebranchen. Et arbejde som har fået Sonja og deres to børn til at flytte fra Norge så familien kan bo sammen. Sonja knytter hurtig kontakt til svenske Charlotte(Lena Endre), som er gift med Jos arbejdskollega Daniel(Bryan Brown). Med et udsigt til et liv som hjemmegående mor blandt andre velstående hvide kvinder, burde fremtiden se lys ud, men da Sonja konfronteres med sandheden om Jos utroskab med en kvindelig arbejdskollega krakelerer det eksotiske paradis løfter for Sonja. En ting er at Jo forsøger at slå utroskaben hen som en bagatel, der intet betyder for deres forhold, et andet problem er at Sonja føler sig fremmed i det nye hjem, hvor alle huslige opgaver varetages af tjenestefolk. I filmens langsomme(lige) tempo følger vi den nye og fremmed hverdag, der først virker idyllisk men som i takt med Sonjas frustration over ikke at falde til, virker fremmedgørende og afstedkommer en snigende identitetskrise og den af filmens titel så uønskede følelse hos Sonja at være fanget i et limbo.

Vejene til et dansk biograflærred kan være lang, som det er tilfældet med den fællesnordiske(men primært norsk-svenske) produktion; Limbo, der allerede havde norsk premiere tilbage i efteråret 2010, og som denne anmelder faktisk så på CPH:PIX i 2011. Dengang som nu virkede filmen på papiret og betragtet i sine enkelte dele, som et fint bud i en nyere nordisk specialitet; hverdagsdramaet sat under fremmed himmelstrøg(som eksempelvis danske Rosa Morena, svenske Miss Kicky og Susane Biers Hævnen). At filmens handling er skruet tilbage til 1973, beror ifølge filmens instruktør og forfatter Maria Sødahl på hendes egne oplevelser af stemningen og det eksotiske miljø på Trinidad som barn. Miljøbeskrivelsen er da også gennemført ned til den mindste detalje fra 70´er kjolerne, indretningen hjemmene til datidens musik deriblandt Killing me Softly som netop var et stort hit i 1973. Meget sigende spilles denne sang på ettidspunkt i filmen, hvor Sonja for alvor er ved at miste besindelsen over sin desperate situation, og hvor denne anmelder havde forudset resten af filmens handling og derfor var begyndt at fokuserer på filmens klipperytme og flotte fotografering. Kort sagt; var ved at dø af kedsomhed!

Limbo er en frustrerende film, der faktisk vil og gør mange ting rigtigt og dygtigt. Skuespillerne heriblandt Lena Endre, som den umiddelbare overfladiske rigmandsfrue Charlotte, gør et solidt arbejde sammen med bl.a. australske Bryan Brown(som mange nok vil genkende på trods af lidt flere rynker fra 80´er filmen Cocktail). Som allerede nævnt sidder miljøbeskrivelsen lige i skabet, men det er som om, at filmen til trods for kredsen om potentielle interessante tematikker om kønsroller, utroskab og kulturmøder savner den sitrende nerve et godt (hverdags)drama skal have. Netop derfor ender Limbo i et, nå ja, limbo mellem et indfølt ægteskabeligt drama under sydens sol, og pæne polerede polaroide billeder fra en for længst glemt charterrejse købt på et afbud.

–  Nicolai Meldgaard Eskesen