Ira Sachs indie-drama er en bittersød fortælling om et møde mellem to familier. Sachs introducerer to spirende talenter, Theo Taplitz og Michael Barbieri i hovedrollerne og formår i sit lille portræt, at male et nuanceret billede af, at nogle valg må træffes af hjernen frem for hjertet.

Efter bedstefarens død flytter den 13-årige Jacob (Taplitz) sammen med hans forældre, Kathy (Jennifer Ehle) og Brian (Greg Kinnear) fra Manhattans rigkvarter til et arvet hus i Brooklyn. Underetagen er en udlejet tøjbutik, hvor den chilenske alenemor Leonor (Paulina Garcia) arbejder. Et bånd mellem Jacob og Leonors jævnaldrende søn, Tony (Barbieri) opstår, men på trods af deres stærke venskab påvirker deres forældres konflikt over butikkens lejekontrakt en stor del af deres hverdag.

Brooklyns gader
Jacob og Tony suser gennem kvarterets gader udstyret med et løbehjul og et par rulleskøjter. Uden et ord mellem dem holdes blikket målrettet fremad. Et moment i drengenes liv, hvor det voksne livs kompleksiteter syntes at glemmes og Brooklyn kan blive deres frirum. Ligeledes sønnerne skildres forældrenes relationer med Brooklyn som midtpunkt. Hvor drengene kan mødes i en ligebyrdig aktivitet, bliver de voksnes forhold forbundet af, at ejendomsprisen i kvarteret stiger stødt og de må konfrontere de økonomiske realiteter. Ira Sachs bygger situationen på en basal ramme omkring fornyelsen af lejekontrakten ved at have Kathy og Brian på den ene side, Leonor på den anden og i mellem ræser Jacob og Tony ned af gaderne uden at vide noget om kvarteret problemer.

Vær’ som de voksne eller imiter det!
Som ’små mænd’ står drengene med det ene ben halvt løftende fra kravlegården og det andet ben forsigtigt på vej op af trappen til de voksnes rækker. Allerede i drengenes første møde vises det bånd, der med det samme binder dem sammen. Nemlig det, at de er på grænsen til at forstå, hvad det vil sige at være voksen. Men kun næsten, hvilket også er filmens søde øjeblikke. Da Jacob ankommer byder Tony ham velkommen, men indrømmer så, at han ikke helt ved, hvad man skal sige eller gøre, når nogen er død. Jake kigger lidt forvirret på ham, men trækker selv på skulderen og svarer, at ’en god start ville være at sige noget i retning af ’undskyld for dit tab’’. Som det senere vises i skuespillerøvelser både på farens teaterjob og i skoleundervisning for drengene, bliver det at tolke, imitere og observere måden hvormed, at man lærer om menneskers adfærd og indirekte en kommentar til karaktererne: ”Hvad den voksne gør – sådan er man voksen”.

Elsk din næste
Ovennævnte er filmens undertitel og stiller et spørgsmål til, hvor den naturlige accept af hinanden forsvinder hen når man bliver voksen. Sach prøver ikke at opstille familiernes håndtering af konflikten på sort og hvidt og viser derved, at der ikke er en ’rigtig’ formular at handle på. Sach og manusforfatteren, Mauricio Zacharias, afspejler dette ved at give karakterne både gode og dårlige facetter, der bliver udfordret når det – som i dette tilfælde – handler om penge. Som Jacobs forældre belærer ham om, handler livet om at kunne give slip og samtidig være tilpasningsdygtig. En rå og ufiltreret sandhed Jacob må smage på for at finde en balance i ikke at være barn længere. Også selvom man ikke er helt parat til den voksne verden. ’Little Men’ fortæller nødvendigvis ikke en unik historie, der vil ud til usete afkroge af livets nuancer, men giver i stedet plads til et lille indblik med dens troværdige og ærlige skildring af et ungt venskab.