Alder er kun et tal, som sindet tager relativ notits af. Men datomærkningen på den fysiske krop derimod, er sat efter en udløbsdato. Det må den aldrende tv-producent og vært, Gaspard Dallian (spillet af Pierre Arditi), erkende selvom han i hele sine flamboyante udstråling, både af og på skærmen, signalerer at sindet er alt andet end ved at nå sidste salgsdato.

Gaspards far, den endnu ældre og des lige mere vrisne Hubert (spillet af Jean-Pierre Marielle), bliver sendt på hospitalet og kan efter endt indlæggelse ikke forsvarligt sendes tilbage i egen forvaring.

Derfor må Gaspard tage sin far under kærlig behandling på egen residens. Til dette formål forsøger Gaspard at hyre en hjemmehjælper. Men Huberts vrisne gemyt sender de fleste kandidater fluks ud af døren efter få minutter i selskab med den trodsige, næsvise og frem for alt vrede gamle mand.

Det lige indtil Gaspard hyre Zana (spillet af Julie Ferrier), der vender de to ældre herres tilgang til omverdenen, og i lige så høj grad hinanden, på hovedet.

Historien om dannelsesrejse i den tredje alder, fører filmen igennem og giver den ellers ganske simple fortælling om accepten af kroppens forfald, dybde og interesse. Især Marielles karakter, der med indlevet humor og sublim fortolkning af alderdommens barske kendsgerninger liver, absurd nok, filmen op.

Der tages vitterligt ikke favntag med nogen eksistentiel angst, i denne franske letkomedie. Med uforfalsket og hjertelig humor, men med et jernhårdt greb om filmens retning har instruktør Nick Quinn kontrolleret en fortælling, der i en større frihed havde taget sig mere medfølende ud over for sine karakterer.

Kameraføring, klipning og især soundtrack gør hvad det får besked på efter genrens regler, men desværre ikke særligt meget mere. Hvis ikke det da lige skulle være for Huberts rørende fortælling om sin bror der endte sine dage som krigsoffer. Eller en kejtet sekvens under bruseren hvor fader og søn endeligt forsones.

Varme og humor er der masser af i fortællingen om livet i laveste gear. Men desværre er der ikke meget eftertanke at hente om emner der i virkelighedens verden ville ligge de ældste mennesker nært. Men et godt grin skånes man heldigvis ikke for og udløbsdatoen på denne veldrejede crossaint er derfor heller ikke nået endnu.